Der er salater fra flere verdenshjørner på menukortet. Se hvem der åbner her

AALBORG: Der er allerede køkkener fra det meste af verden repræsenteret hos Aalborg Streetfood - Køkkenfabrikken. Nu er der kommet et mere, som tilbyder bæredygtige salater med forskellige tvist.

Hope Organic er navnet på det nye grønne og bæredygtige køkken hos Aalborg Streetfood. Indehaveren er Mikkel Funder, der i forvejen har et af slagsen i København. Selvom han er en travl mand, så faldt han pladask for Aalborg Streetfood og valgte at overtage det ledige køkken så snart, han så det.

- Jeg blev kontaktet af Aalborg Streetfood, som sagde, det var nu eller aldrig, hvis jeg ville have et køkken. Så jeg tog op og så stedet og forelskede mig i det med det samme. Det har en helt unik stemning med det visuelle og kreative univers, og så synes jeg, det har en helt fantastisk placering, hvor man nærmest kan hoppe i vandet efter, man har spist, fortæller Mikkel Funder.

Camilla Gammelgaard
Hope Organic har netop åbnet deres nye køkken på Aalborg Streetfood, hvor de tilbyder kunderne økologiske salater i forskellige varianter. Foto: Kim Dahl Hansen

Satser på det grønne køkken

Konceptet hos Hope Organic er kort og godt; lækker, grøn og klimavenlig mad. Menukortet byder således på alverdens salater med både rå og tilberedte råvarer.

- Jeg har en kæmpe passion for at lave plantebaseret mad, så vi arbejder meget med grøntsager i forskellige varianter. Vi går efter, at 80 procent af vores råvarer består af grønt og 20 procent af kød, man selv kan vælge at tilføje i vores bowler, fortæller Mikkel Funder og fortsætter:

- Det er udelukkende salater. Alt fra mexikanske salater med hjemmelavet chilimayo, hjemmelavet salsa og så videre til japanske pokebowls med rå laks og fermenteret grønt, og så har vi også mere nordisk inspirerede salater, fortæller han.

Hope Organic har en bæredygtig profil, og det betyder meget for indehaveren.

- Vores råvarer er økologiske, og så giver vi også vores kunder lov til at plante et træ en gang imellem, når de køber en af vores bowler. Vi har nemlig en aftale med en super fed leverandør, som hedder Global Climate Institute, og de arbejder med at plante træer rundt omkring i verden.

- Vi gør, hvad vi kan, for at inspirere folk til at gøre en forskel for vores kære jord.

Hope Organic er åbent fra i dag 24. juli.

Camilla Gammelgaard
Aalborg Streetfood - Køkkenfabrikken er blevet et køkken rigere. Foto: Kim Dahl Hansen
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...