
Metal-festival med nordiske toner
Aalborg Rock & Metal inviterer til to dage med højt musik
AALBORG: Der er metal i luften over Aalborg fredag 11. maj og lørdag 12. maj. For andet år i træk inviterer Aalborg Rock & Metal til Nordic Metal Festival på Platform 4.
I år bliver det med et nordisk tema.
- Sidste år, hvor vi holdt festivalen for første gang, havde vi fokus på nye danske bands - upcommings. Vi vil gerne fortsætte med tema og har derfor valgt et tema med nordisk lyd, fortæller Rasmus A. Nielsen, formand for Aalborg Rock & Metal.
Det betyder, at der er nordiske bands på scenen begge dage - med en enkelt undtagelse. Der kommer også et polsk band, som er eminente indenfor subgenren Viking - eller folk-metal.
De øvrige bands kommer fra bl.a. Island, Finland, Færøerne og Sverige.
At musikken klinger nordisk har ikke gjort festivalen økonomisk mere rentabel for arrangøren.
- Der er store omkostninger forbundet med at hente bans fra Island og Færøerne, fortæller Rasmus A. Nielsen.
- Der kommer i alt 12 bands - seks til hver dag. Og så har vi besluttet at starte tidligere end normalt, kl. 17, og dermed også slutte tidligere, fortæller Rasmus A. Nielsen.
Metal i nordisk stil betyder i følge Rasmus A. Nielsen, at der bliver musik fra subgenrerne Black og Viking. Black metal er den tunge og dystre, hvor musikerne bruger sort og hvid makeup - corpse paint. Viking-genren kendetegnes bl.a. ved, at musikerne er klædt i vikinge-udstyr.
Sidste år blev festivalen holdt i Studenterhuset, men i år bliver det på Platform 4.
- Der er kun plads til 150 gæster på Platform 4, så det bliver rigtig intimt og meget spændende, fortæller Rasmus A. Nielsen.
Han tilføjer, at der er solgt godt med billetter, men der er ikke udsolgt.
- Vi er egentlig godt tilfredse med billetsalget, men vi vil selvfølgelig helst have udsolgt, siger formanden for Aalborg Rock & Metal, som lover, at grillen også bliver tændt