Den kommende måned kan du få en lyntest på central plads

AALBORG: Der bliver kortere vej at gå, hvis du bor i midtbyen og vil coronatestes.

Om få dage åbner der nemlig et nyt testcenter i det mest centrale Aalborg i Folkekirkens Hus på Gammel Torv.

- Da vi fik henvendelsen fra Regionen, var jeg ikke i tvivl, fortæller direktør ved Folkekirkens Hus Henrik Thorngaard i en pressemeddelelse.

Folkekirkens Hus kan på grund af restriktioner ikke holde arrangementer, og derfor mener direktøren, det er oplagt at gøre en forskel på en anden måde.

Det nye testcenter får åbent hver dag mellem kl. 07 og 17. Det er Region Nordjylland, der har ansvaret for testdelen, mens det er personale fra Falck, der bemander det midlertidige testcenter.

Også i Nørresundby vil der være mere testkapacitet den kommende tid. Regionen oplyser, at man fortsætter med at tilbyde test i Løvvangen, onsdag og lørdag, til uge 18.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...