Kalejdoskop og ejer Mie Hedeman Mortensen vandt ikke international pris - men hun tager masser af inspiration med hjem fra den amerikanske storby

AALBORG: Det blev ikke til priser til bolighuset Kalejdoskop, da ejer og direktør Mie Hedeman Mortensen i weekenden i Chicago deltog i konkurrencen om den internationale GIA Award.

- Ikke desto mindre er jeg stolt og glad over at have været med, og jeg fik stor opbakning af den danske jury, som havde peget på Kalejdoskop som deres bedste kandidat fra Danmark. Det er i sig selv en stor tilkendegivelse.

At Mie Hedeman Mortensen deltager skyldes, at Kalejdoskop i sommer blev kåret til Danmarks mest innovative og nytænkende detailbutik indenfor design- og livsstilsbranchen. Bolighuset har så netop konkurreret mod 25 andre lande og virksomheder om titlen som verdens bedste detailbutik.

Nye idéer og trends

Prisen blev uddelt i forbindelse med en innovations- og detailmesse, som Mie Hedeman Mortensen på forhånd så frem til, da aalborg:nu talte med hende før afrejsen.

- Jeg glæder mig til at få nye idéer, og på messen kan jeg spotte nye trends tidligere, end jeg måske ellers ville have gjort, siger hun.

Et hus med oplevelser

Deltagelsen gav også Mie Hedeman Mortensen en samtale med en coach, hvor der var fokus på detailforretning og oplevelsesdesign.

- Her er mulighed for at møde en masse spændende mennesker, jeg kan netværke og skabe nogle internationale kontakter.

Udover stil og livsstil handler et besøg i Kalejdoskop netop også om oplevelser - noget man blandt andet kan se, når den tidligere frontmand i Shu-bi-dua, Michael Bundesen, udstiller sine malerier fra den 24. marts.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...