Han er altid på vej videre med nye idéer - 23-årige Mike Vestergaard vil skille sig ud og gøre en forskel

AALBORG: - Jeg er nok en lidt atypisk person.

Sagt af 23-årige Mike Vestergaard.

- Når jeg er blevet interesseret i et emne, kan jeg godt bruge et halvt år på virkelig at gå i dybden med det, som jeg for eksempel har gjort med aktier og forretningsprincipper.

Mike Vestergaard studerer erhvervsjura på Aalborg Universitet og er sin unge alder til trods initiativtager til Lejerens Frie Retshjælp, der for nylig vandt advokatbranchens "Karnov Nytænkerpris 2018".

Idéer og redskaber

Vejen ind i juraens verden tegnede sig, da teenageren fra Aars begyndt på HHX i Saxogade.

- Der blev min interesse vakt for erhvervsret og at udvikle en forretning, siger Mike Vestergaard.

- Allerede som helt ung havde jeg store drømme og ambitioner, og på handelsskolen faldt det hele på plads. Der blev tingene sat i system, så det blev mere konkret for mig, hvad jeg ville satse på. Og jeg fik nogle redskaber, jeg kunne tage med videre til universitetet, for mine idéer kan godt være flyvske.

Tina Larsen og Claus Søndberg
Jura og iværksætteri er to interesser, Mike Vestergaard bruger meget tid på.

Retshjælpen er et hjertebarn

Med retshjælpen så han muligheden for at kombinere sine interesser for jura og iværksætteri.

- Det er mit første projekt, og det er rigtig vigtigt for mig, at det lykkedes. Det er mit hjertebarn, siger Mike Vestergaard.

- Og det motiverer mig, at jeg er omgivet af de dygtigste talenter fra studiet, det er et stort ansvar at lede dem og være med til at indfri deres potentiale.

Mike Vestergaard er gerne i gang fra klokken 6 til midnat, og de mere end 40 studiekollegaer i Lejerens Frie Retshjælp ved, at de altid kan kontakte ham.

- Heldigvis har jeg ikke brug for ret meget søvn.

Et liv der kunne gøre de fleste forpustet, selv om han også fremhæver, at han prioriterer at slappe af med venner og familie. Og at passe sit frivillige arbejde i OnSide, der er en del af SIND.

- Men det er mig at arbejde hårdt - hver dag, hver uge.

Mike Vestergaard:

- Mit drive er, at jeg gerne vil skille mig ud og gøre en forskel. Min største frygt er stilstand, for så kan man netop ikke gøre en forskel.

Et nyt eventyr

Mike Vestergaard er dog nået til erkendelsen, at tingene kan gå for stærkt. Derfor ser han en coach, der hjælper med at holde fokus på, hvad der er vigtigt, hvad der kan uddelegeres - og hvad han ikke skal bruge sin energi på.

Noget, han på det seneste har valgt at investere sin tid i, er, hvad han selv kalder et nyt eventyr.

- Jeg arbejder for et lille firma, Copus, i Odense. Jeg havde i forvejen styr på jura og kontrakter, her så jeg en ny udfordring, jeg gerne vil fordybe mig i; at få styr på regnskaber, siger Mike Vestergaard.

At finde sin vej

En ambition er at få klarhed over, hvad han især skal satse på fremover. Listen over arbejdsområder er allerede omfattende; iværksætteri og innovation. Vil han helst være leder eller gå den juridiske vej? Eller er forretningsdelen den mest givende?

- Jeg skal finde ud af, hvor jeg søger hen ad, siger Mike Vestergaard.

- Men nogle gange skal jeg også huske på min egen alder, og at jeg altså kun går på 5. semester, siger han.

Lejerens Frie Retshjælp er nomineret til Den NORDJYSKE Initiativpris 2018 som uddeles af Aalborg Stiftstidendes Fond og NORDJYSKE Medier 6. februar.

- Jeg havde ikke turdet drømme om det her, for mig er det den ultimative anerkendelse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...