Klummeskribent Mette Goddiksen vurderer sin egen tilpasningsevne under nedlukningen

KLUMME: Så er der lys for enden af de mange tomme toiletpapirsruller; samfundet er genåbnet. Det er derfor tid til at evaluere sin egen tilpasningsevne i forhold til krisehåndteringen… eller hvad jeg som privilegeret velfærdsdansker uden smittede blandt mine kære kan tillade mig at kalde det. Det er jo lidt survival of the fittest. Eller i det her tilfælde the fattest.

Uanset: Her en status på, om jeg leverede på de største coronatrends.

Coronakroppen er bestået. Det fandt jeg ud af, da jeg mødte fysisk ind på job efter lang tids hjemmearbejde. Jeg havde smidt den bløde buks, taget bh og makeup på og følte mig som en hel million i strutnederdel og stram bluse. I hvert fald til jeg fik øje på mig selv fra siden i et ondskabsfuldt stort spejl. Jeg har endnu ikke afgjort, om det er mave- eller rygdellen, der først får has på den fine blondebluse. Så nu er jeg pludselig blevet vild med store, teltagtige kjoler – og skulle du spørge fra nogen? Eneste trøst er, at I andre også er blevet tykkere. Som bekendt kan man enten ønske sig selv slankere eller i sit stille, skadefro sind håbe, at ens omgangskreds bliver endnu tykkere. Lyspunktet her må være mundbindet, der både dækker over Klara Kluk-hager, lakridspiberester i tænderne og en lidt gasagtig ånde.

Måske handler det også om, at jeg har fulgt en anden trend: Gåture. Problemet er bare, at jeg før corona dyrkede hurtige, svedige løbeture. Nu lunter jeg højst og belønner gerne og ofte mig selv med vin. Hov – point: Jeg har også levet op til coronatrenden med at blive halvalkoholiseret. Og har du også bemærket, at nogle håndspritmærker lugter af tequila? Mmm. Havde man da bare lidt citron og salt… Apropos fest, der rimer på test: Jeg er blevet bekymrende afslappet med, at fremmede mennesker stikker genstande ind i mine kropsåbninger.

På et andet punkt er jeg tidstypisk: Jeg har købt og solgt bolig samt spredt tre paller vilde blomsterfrø ud over den nye have. Jeg er faktisk biodiversitetskriger og vild med vilje, og sideeffekten ved det er heller ikke dum - Vild med middagslur.

Corona-katten er også indkøbt, og den nyder i den grad, at den endelig får lidt alenetid, efter jeg møder fysisk på job. Jeg forstår den godt. Man siger, at intet menneske er en ø. Men faktisk trives jeg okay med den mere indadvendte tilværelse. Jeg er nok bare en ø med højst et par daglige færgeafgange fra fastlandet.

Jeg har til gengæld underpræsteret på andre områder. Jeg gjorde mit bedste, chef, men jeg kan ganske enkelt ikke finde glæde ved at passe og pleje boblende surdej som en krævende baby. Det lugtede af sprængt bodega-das i hele mit hus, og jeg kunne ganske enkelt ikke abstrahere fra dunst-mindet, da det endelig blev til en slags brød, der bare voksede i munden på mig. Men fik jeg i det mindste lært at sylte? Skal vi ikke bare sige, at det klarer maskiner i sterile, sjælløse fabrikshaller så udmærket. Så syltemager, bliv ved din læst. Der er stadig penge at tjene på mig.

Jeg fik heller ikke lært at strikke. Jeg tog ligesom min livskvote hjemmestrik i 80’erne. Og jeg skulle hilse og sige, at der ikke var den samme street credit eller scorepotentiale i mors brunlilla hjemmebikseri, som der ville være i dag.

Coronahår… Ikke rigtigt. Til min ellers store frustration, så kan man ikke se på min krøllede manke, om den er 20 eller 200 cm lang. Det fjedrer ligesom bare op på issen. I mit stille, skadefro sind glæder jeg mig over jer andres: Nå, flotte dame med den før så glatte og smarte korthårsfrisure: Hvem ligner nu en pudsig trold?

Trenden med at skændes formålsløst med andre uvidende tosser om vira og coronapolitik på nettet bed heller ikke på, selv om en forhøjet puls sikkert ville have gjort mig godt. Til gengæld vil jeg gerne rose mig selv for at have købt nogle løjerlige dimser på nettet for adspredelsens skyld. Hvem har for eksempel ikke brug for et sammenklappeligt badekar med flamingoer på?

Jeg dumper i #metoo-trenden. Jeg har ikke modtaget klager for grams og slesk tale. Endnu.

Jeg har – trods det større alkoholforbrug – heller ikke deltaget i fællessang eller blevet megafan af Faber. Jeg anerkender hans talent og evne til at samle landet, men som en ægte nordjyde finder jeg hans konstante livsglæde suspekt.

Konklusion: Der er plads til forbedring generelt, men ikke plads til flere lakridspiber og flasker med vin inde bag den fine blondebluse.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...