Jeg har tabt ligestillingskampen, og det er ok

KLUMME: Vi alle sammen enige om, at konebilen er den lille, der holder i indkørslen. Både mænd og kvinder fortrækker ikke en mine, når en Citroen C1 eller Toyota Aygo bliver omtalt som "konebilen". Bil nummer 2 er da naturligvis til kvinden i parforholdet. Kvinden skal da køre i den mindst sikre bil. Det er jo alligevel hende, der skal køre rundt med afkommet. Så giver det jo endnu mere mening, at konen og frugten af ens bibelske sameksistens skal fragtes rundt i det transportmiddel, hvor der er størst sandsynlighed for, at den bliver krøllet mest sammen.

Jeg har hørt både mænd og kvinder omtale bil nummer 2 som konebilen, og dette med den største selvfølgelighed. Men hvorfor er der aldrig nogen, der har haft lyst til at kæmpe for ligestillingen på bilområdet? Det er jo også det mest naturlige, at det er manden, der sidder bag rettet, når familien skal afsted.

Nu har jeg igennem det seneste år, hvor hustanden kun har haft adgang til et automobil i konesegmentet, overladt rattet til min bedre halvdel. Det er har været med stor fornøjelse, at jeg har ladet mig fragte rundt på de nordjyske veje. Faktisk har jeg ved flere lejligheder indfundet mig på bagsædet af en Toyota Aygo. Komforten er, takket været den svingede kvalitet på de nordjyske veje, ofte svingende. Jeg har desværre selv til gode at nyde det syn, det er, når jeg skal have mit velsignede legeme ud i friheden igen. Alle sammenligninger med en hård fødsel er absolut åbenlyse. Den sved, som kroppen afgiver i kampen om at komme ud i friheden igen, kan i det rette lys, minde påfaldende meget om fostervand.

Men nu sker der noget i ligestillingskampen. Vi har netop modtaget bil nummer 2. Som så må regnes som bil nummer 1, hvis logikken skal følges. Jeg har igennem længere tid undret mig over de manglende indsigelser til udtrykket konebilen. Derfor er det nu vedtaget, at den store bil er konebilen, og Aygoen tilfalder nu rollen som mandebilen. Det er ok. Det er mit eget forslag.

Det skal dog tilføjes, at ligestillingsdiskussionen på befordringsområdet startede inden, Nordjyllands Trafikselskab brillerede med en forfejlet konebilskampagne. Her havnede det hæderkronede trafikselskab i en lortestorm efter at de, med største selvfølgelighed, skrev, at konen sagtens kunne benytte sig af de offentlige transportmidler.

I det forgange år, hvor vi har afventet ankomsten af konebilen, har jeg ofte benyttet mig af bussen som transportmiddel og været lige ved at fravælge bil nummer 1. Disse overvejelser har dog været påvirket af færre passagerer og det faktum, at der var garanti for, at nabosædet aldrig ville blive optaget.

Nu er konebilen så ankommet på matriklen og til den medfølger så en app. Her kan man se bilens tilstand, fjernlåse og alt muligt andet, man ikke troede, man skulle få brug for. I denne skal man så også navngive sin bil, og her skulle ligestillingsånden så stå sin prøve. Jeg fejlede. Jeg havde indtastet "konebilen" og skulle lige til at gemme det. Men...jeg kunne ikke. Jeg er et svagt menneske. Nu hedder den officielt "Skovmands hævner", og da man min kære hustru deler samme navn som mig, kan jeg forsvare det med, at det jo er familiens bil.

At min kone så tog mit efternavn, og derfor har ligget under for forstokkede traditioner, hvor mandens navn har været det dominerende, er en helt anden snak.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...