Aldrig før er der blevet kåret så mange danmarksmestre på så kort tid på samme sted

Mange nordjyder sidder troligt og ser med, når der er OL rundt omkring i verden. Men nu kommer en lignende oplevelse faktisk også til det helt lokale nærområde.

Det er DIF, der vil skabe et mini-OL på dansk grund, og her er Aalborg blevet udvalgt til at afholde eventet fra 23. til 26. juni.

I alt 28 forbund kæmper om 180 medaljesæt i 50 sportsgrene.

- Det er ingen hemmelighed, at det længe har været DIF's drøm at samle så mange danmarksmesterskaber som muligt et sted i Danmark og give danskerne alt det bedste fra dansk eliteidræt i et tætpakket program på bare fire dage. Nu bliver drømmen til virkelighed i Aalborg, og det er vi hamrende stolte over, siger DIF's formand Hans Natorp i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Som tilskuer vil du opleve kendte danske sportsstjerner i klassiske discipliner som fx cykling, tennis og atletik, men du vil også stifte bekendtskab med fx DM i stand up paddle, rugby og klatring, som du muligvis aldrig har set tidligere. I DIF vil vi sammen med vores specialforbund gøre vores ypperste for at skabe en folkefest med elitesport, hvor tilskuerne både begejstres og overraskes.

Gentagelse i 2023

Det er ikke kun i debut-året, at Aalborg har fået æren af at afholde det store arrangement. For allerede til næste år kommer det tilbage til byen.

- Idræt og sport er en vigtig del af Aalborgs DNA. Aalborg har stolte traditioner som idræts- og sportskommune, hvor fællesskab og foreningsliv altid har stået højt på dagsordenen. Aalborg Pirates har lige vundet det danske mesterskab i ishockey, og med en boblende sportsglæde i hele byen kan jeg kun sige, at det er en kæmpe ære for os at være den første værtsby for en så stor og omfattende sportsevent. DM-ugen bliver et perfekt udstillingsvindue for de mange forskellige sportsgrene, men også for Aalborg som by, fortæller Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Der er lagt vægt på, at mange tilskuere skal kunne se de forskellige konkurrencer, og derfor vil der til langt de fleste være gratis entre.

FAKTA

DM-ugen i Aalborg

28 specialforbund er klar til DM-ugen:

Dansk Atletik

Dansk Militært Idrætsforbund

Den Danske Billard Union

Danmarks Bowling Forbund

Danmarks Brydeforbund

Danmarks Cykle Union

Dans Danmark

Dansk Dart Union

GymDanmark

Dansk Hockey Union

Dansk Judo & Ju-Jitsu Union

Dansk Klatreforbund

Dansk Arbejder Idrætsforbund

Dansk Minigolf Union

Moderne Femkamp

Parasport Danmark

Dansk Automobil Sports Union

Dansk Forening for Rosport

Dansk Rugby Union

Dansk Sejlunion

Dansk Squash Forbund

Dansk Styrkeløft Forbund

Dansk Surf & Rafting Forbund

Dansk Svømmeunion

Dansk Taekwondo Forbund

Dansk Tennis Forbund

Dansk Vægtløftnings Forbund

Dansk Vandski & Wakeboard Forbund

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...