Sidst på måneden bliver dørene åbnet i de nye lokaler i Kærby

AALBORG: Mette Jacobi Iversen, der er ejer og stifter af webshoppen Minijacobi.dk har travlt.

Hendes forretning, der indtil nu udelukkende har været netbaseret, bliver nemlig inden længe lidt mere fysisk.

Det sker ved, at hun åbner showroom med mulighed for at prøve tøjet i et lokale i Enggårdsgade 27, hvor hun også er klar med en GLS pakkeshop.

Webshoppen, der fylder fire år til maj, har indtil videre solgt børnetøj og sko i aldersgruppen 0 til otte år, forskelligt tilbehør til børn og også tøj til voksne.

Det bliver nu udviddet med tøj op til 12-års alderen.

- Mange af mine kunder har jo været med helt fra start, og deres behov er jo anderledes i takt med, at deres børn er vokset, forklarer Mette Jacobi Iversen med et smil.

- Så jeg må jo følge med også, ikke.

Anne Helene Thomsen
Der skal ikke drosles ned for webshoppen, men Mette Jacobi Iversen fornemmer, at mange kunder godt vil have mulighed for at prøve tøjet. Foto: Kurt Bering

Det er først og fremmest de nye varer, der vil blive udstillet i det nyindrettede showroom.

Meningen er bestemt heller ikke at drosle ned for netbutikken.

Nærmest tværtimod.

- Men vi ved jo godt, at en fysisk butik nok ikke er vejen frem, men samtidig er der også mange, der godt vil se tøjet og endda måske prøve det på, forklarer Mette Jacobi Iversen.

- Det imødekommer vi nu.

Der bliver faste åbningstider, og det skyldes blandt andet, at det er et krav, at der er kendte åbningstider, når man har en pakkeshop hos GLS.

MiniJacobi slår dørene op 31. januar, og 1. og 2. februar er der åbningsfest.

- Vi er ikke helt færdige med at planlægge, men jeg overvejer en kaffevogn og så måske nogle konkurrencer, siger Mette Jacobi Iversen.

- Vi skal nok finde på et eller andet sjovt.

Anne Helene Thomsen
Mette Jacobi Iversen er klar til at tage mod kunder sidst på måneden. Foto: Kurt Bering
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...