Klummeskribent Mette Goddiksen er ved at indrette stuerne - det er lettere sagt end gjort

KLUMME: Jeg er ved at shine min stue op. Det er sådan en dobbeltstue, og jeg har besluttet mig for at lave henh. Der Erich Honecker Raum og så Den blåbløde stue. Det kommer sig ikke af politisk overbevisning. Det er fordi, der i det ene rum står et tungt, DDR-brunt klaver, og i den anden er der en vindueskarm med blå klinker. Jeg gør en dyd ud af nødvendigheden.

Indretning? Det lyder ligegyldigt, tænker du måske. Det her er jo ikke Bo Bedre, vel?! Men det er faktisk ikke så kedeligt, som man skulle tro. Det er en form for skæbnefortælling, en gyser, en dannelsesrejse:

For fire år siden spontankøbte vi et lille, skævt hus på kanten af Vejgaard. Det foregik nogenlunde, som når man powershopper i Nettos restvarer: Sådan én ska’ jeg da ha’, tænker man, og fylder alt fra lilla stearinlys og benvarmere til bearnaise-mayonnaise og pastagiraffer i kurven.

Og med samme følelse, som når man står foran Netto med en bon på længde med en udrullet køkkenrulle, således blev jeg fyldt med ærgrelse allerede inden, at den sidste flyttekasse var læsset ind.

Jeg var rasende på mig selv og bandede samtidig den smarte ejendomsmægler med smørhåret, salgstalerne og den anløbne moral væk, mens jeg desperat skovlede flere spontankøbte møbler og nyindkøbt nips ind i mit nye hjem for at sminke liget: Uf, gid, vaskehallen altid er optaget, når han kommer forbi med sin fine bil. Gid, han aldrig kan få mønten ud af sin indkøbsvogn. Gid, han aldrig vil ramme den perfekte fast-flydende form med sit blødkogte æg igen, og hans avokadoer enten vil være rådne eller umodne.

For en indretningshæmmet som mig gør sådan et boheme-hjem ikke opgaven med at skabe hyggelige rammer lettere. Men det hang på mig, fordi jeg er damen. Damer har nemlig sådan et indretningsgen, ikke?

Nej. Det ondsindede rygte kan vi godt aflive. Uanset hvor mange fikse stilleben, jeg ser i interiør-blade, så kan jeg ikke kopiere. Mine stilleben ligner resultatet af en håndgranat i en kasse Playmobil. Og så kan jeg heller ikke – som andre damer - lige købe nogle gamle møbler og - ta-taaaa – få dem til at se toptjekkede ud. Jeg tror på projektet, hver gang jeg står i genbrugsbutikken, og jeg hylder både kreativiteten og historiefortællingen i at gøre gammelt smart – men det ender altid i sådan en Låsby Svendsen-stil. Øv.

Jeg har egentlig ikke savnet det dér indretningsgen før nu. Har sat en ære i hygge og sjæl, og jeg har ikke altid følt mig så velkommen i de der huse, hvor alt er 100 % ryddeligt og flot: Man føler sig jo for grim til at sætte sig i sofaen med de farveafstemte og nypuffede puder. Man kan under ingen omstændigheder slippe en lille vind, og det slår mig, at i sådan nogle hjem er de rigtig interessante samtaleemner også pakket ned og markeret med en lille label, der siger ”Forstyrrer mit verdensbillede. Må ikke åbnes”. Alle tabuer og emner med risiko for følelsesroderi er ryddet væk som de skårede IKEA-krus. Og så det værste: Vinen, sovsen og kødet er som ærligheden præcist afstemt på det militant opdækkede bord. At give los for sin kærlighed til bordets glæder ville give værtsparret stress ude i køkkenet, bag den flotte facade. Jeg værdsætter deres indsats – selvfølgelig. Men jeg har også lyst til at give dem fri ved at tage hjem. De må være vildt søvnige efter hele aftenen at have puffet puder, tørret sovsekander af og skiftet emne, så snart det fik lidt kant.

Men dét, der gør rigtig nas, er, at jeg sommetider drømmer om at være sådan en korrekt type med Kähler i karmen, orden og rene duge. Det er besværligt at være indretningshæmmet, som slipper vinde på pyntepuder. Det er også være lettere at bo i et hus, der ikke har så massiv en sjæl. Man kan vel da for pokker ramme måde mellem et klinisk hjem og så ét, som man er flov over at vise frem.

Jeg kæmper stadig med indretningen, der nok aldrig bliver så flot som de damers, der lægger boligstil på Instagram. Men med mit brunrøde Erich Honecker-rum og den bløde blågrå er jeg godt på vej. Efter fire år føler jeg mig hjemme.

Er faktisk så stolt af resultatet, at jeg har lyst ti at invitere jer alle ind, så I kan gøre pyntepuderne flade, mens I drikker et glas papvin, også kendt som et stykke Vejgaard-kage.

Det bliver hyggeligt og lidt flot. Gu’ gør det så!

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...