Klummeskribent Mette Goddiksen tager her i ferieugerne sommeren under kærlig behandling

KLUMME: Naturen skal være her. Jeg kan være her.

Alt det ved jeg godt. Og jeg prøver jo at tilpasse mig.

Men især om sommeren bliver det klart, at Moder Jord og jeg ikke helt forstår hinanden.

Hun virker faktisk utilregnelig på sådan en asfalt-type som mig. For eksempel sender hun for tiden de her sorte edderkopper med hår mellem tænderne ind i mit hus. De er så langlemmede, at jeg overvejer at give dem et kørekort. Men kun hvis de ikke begynder at ryge altså.

Trods primalfrygt kan jeg ikke få mig til at slå dem ihjel. Jeg ved godt rent intellektuelt, at de er vigtige, så jeg ruller to meter køkkenrulle ud, som jeg bærer dem ud i haven i.

”Nu putter den skøre kælling mig ind i en stram sovepose igen”, tænker de. Hvis de altså havde de menneskelige egenskaber, som en bybo som mig tilskriver dem. Efterfølgende humper de væk på de ben, jeg ikke har kvast i kampens hede, forsvarsløse. Lige ind i gabet på en fugl velsagtens. ”Tak for ingenting, din tåbelige hippie!”

Og edderkoppen har ret. Jeg er en hyklerisk hippie, der gerne vil passe på naturen, men egentlig finder den sådan lidt for naturlig, når jeg møder den. Der lugter jo af lort, en hveps flyver efter mig, brandmænd og krabber ødelægger den ellers ih så romantiske svømmetur. For ikke at tale om hugorm, der garanteret ligger på lur i klitterne for at nappe hele mit underben af. Og jeg overdriver ikke. Det gør de! Sidste år monterede jeg stråhatten, bestak børnene med en palle chips og begav mig ud i Thys vilde natur med min mand. 50 meter fra sommerhuset ville jeg lige træde over en græsforhøjning. Mit fod hang i luften, da jeg dernede så ryggen af en hugorm. Den var lige så stor som den største skorsten på Portland.

Jeg elsker på den ene side Moder Natur. På den anden synes jeg, hun er lidt af en luskebuks. Hun er som en stor hankat, der spinder og er kælen – og så pludselig gennemwrestler din hånd med kløerne. En kontrast, der for alvor blev tydelig, da jeg for år tilbage fik den geniale idé at sove i shelter i en skov. Jeg havde ligesom bestilt fuglefløjt og harmoni. Jeg fik tissemyrer, rygsmerter og bjørnebrøl om natten. Ja, du tror ikke på det med bjørne, men de var der. Lyslevende i min fantasi!

Og i samme dur: Jeg prøver at være lidt som dem i Nak og æd, men jeg har aldrig rigtig følt trang til at fange min egen middag eller sprætte en høne op for at se, hvor maden kommer fra.

Det appellerer ikke rigtig til mig at klare sig alene på en øde ø eller bestige et bjerg. Jeg har det ret ”men hvorfor?”-agtigt med det. Jeg vil hellere spise pølser i Aalborgtårnet end stå med is i overskægget på Mount Everest. Naturen kalder sikkert, men det er ikke på mig.

Skulle jeg af vanvare falde ned i en stenaldertidslomme, så ville jeg ikke holde mange minutter. Jeg satser hele butikken på, at jeg kan finde noget vakuum-pakket i Føtex at spise resten af min levetid.

Derfor har jeg det også rigtig godt med, at vi i Danmark har sådan et pussenusse-landskab, hvor enhver lille forhøjning er forsynet med en trappestige.

Herligt er det at pakke sin fabriksfremstillede madpakke ud ved stranden og soppe i blide bølger.

Herligt er det at kunne hoppe ind i sin bil og køre mod byen med speederen i bund, når bjørnene brøler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...