Anders W. Berthelsen Niels Arden Oplev er et gammelt makkerpar, og 13. august kommer de forbi Biffen i Nordkraft. PR-foto
Det sker

Mød filmmakkerparret Anders og Niels i Biffen

Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev besøger Biffen i Nordkraft, og man kan se to af parrets tidligere film samt en ny

11. august 2019 kl. 18:00

AALBORG: Om kort tid besøger to af landets mest anerkendte filmfolk Biffen i Nordkraft, og nordjyderne kan samtidig se frem til et gensyn med to af parrets tidligere film samt premieren på en ny. Det skriver Biffen i en pressemeddelelse.

Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev har kendt hinanden i mange år. Lige siden optagelserne til filmen ”Portland” startede i Aalborg for 25 år siden, hvor de begge debuterede som dels skuespiller, dels instruktør. Nu vender de tilbage til byen og fortæller om deres mangeårige samarbejde under et event i Biffen den 13. august. Samme aften præsenterer biografen en flot ny-restaureret kopi af ”Portland” fra Cinemateket.

Med i alle film

Året er 1994. Himmerlændingen Niels Arden Oplev er nyuddannet filminstruktør, og Anders W. Berthelsen går stadig på skuespillerskolen. Den unge skuespiller in spe bliver valgt til hovedrollen som Janus i ”Portland”, der får premiere i 1996. Det er starten på et langt samarbejde mellem Anders W. Berthelsen og Niels Arden Oplev. Siden har Anders medvirket i alle Niels’ danske spillefilm: ”Portland”, ”Fukssvansen”, ”Drømmen”, ”To verdener” og ”Kapgang”. For ikke at forglemme rollen som René Boye-Larsen i tv-serieren Taxa, som Arden Oplev instruerede 9 afsnit af.

Især ”Drømmen” blev en stor succes og var landets mest sete danske biograffilm i 2006. Den vandt en håndfuld Robert-statuetter, og en lang række internationale priser. I filmen spiller Anders W. Berthelsen den unge skolelærer, Freddie Svale, der hjælper 12-årige Fritz, som bliver mishandlet af skolens rektor Lindum-Svendsen. Også dén film kan genses i Biffen Nordkraft. Den vises den 20. august, godt en uge før premieren på Arden Oplevs nye film ”Ser du månen, Daniel”.

Begge bag kameraet

Med den kommende film, ”Ser du månen, Daniel”, har makkerparret taget hul på et nyt kapitel. Denne gang har de nemlig arbejdet sammen bag kameraet, da Anders er co-instruktør på filmen. Filmen er produceret af Toolbox Film og baseret på Puk Damsgårds bestseller af samme navn. De to tidligere film, ”Portland” og ”Drømmen”, vises i samarbejde med Cinemateket.

Annonceret indhold

Nyeste