Mørke tider har ikke slukket Boulevardens Lys - nu udvider Ejnar og Gull-Brith sortimentet
Selvom forretningen udefra kan virke eksklusiv, så er der lamper til enhver smag og pengepung
AALBORG: Selvom mørket er faldet på, kan man vide sig sikker på, at der er et sted langs Boulevarden og Brandstrupsgade, man kan finde lys.
På hjørnet af de to veje ligger nemlig Boulevardens Lys. Det har butikken gjort i mere end 80 år, og nu har indehaveren og personalet besluttet sig for at udvide sortimentet af Louis Poulsen produkter i forretningen.
- Vi har længe tumlet med idéen, og nu er tiden kommet til at gøre alvor af det, siger Gull-Brith Petersen, der er butikschef hos Boulevardens Lys.
- Produkterne passer godt ind i vores sortiment, og så er Louis Poulsen-lamper langtidsholdbare, både hvad angår levetid og design. Det er noget af det, vores kunder efterspørger.
Lamperne af mærket Louis Poulsen er i den eksklusive prisklasse, men det skal ikke afskrække folk fra at besøge Boulevardens Lys - og det gør det heller ikke, fortæller butikschefen.
Butikken sælger nemlig mange typer og mærker af lamper, og derfor er der noget for enhver smag og pengepung.
- Vi har mange kunder, som er studerende. Det viser dels, at de studerende i stigende grad efterspørger lamper, der er langtidsholdbare, men også at de studerende kan finde produkter hos os, der er indenfor deres budget, siger Gull-Brith.
Lukket forretning var intet problem - og dog
Som så mange andre forretninger oplevede Boulevardens Lys en lang periode, hvor forretningen ikke var åben som sædvanligt på grund af samfundsnedlukningen i forbindelse med corona.
Det skabte dog ikke de store udfordringer for forretningen rent økonomisk.
- Vi skabte en online løsning, hvor man kunne benytte sig af en click-and-collect løsning, og derudover solgte vi også produkter over telefonen, siger Gull-Brith.
- Vi har nogle utroligt loyale og trofaste kunder, der var villige til at handle på nettet og telefonisk med os.
Selvom forretningen på trods af nedlukningen klarede sig godt, så er der dog en forskel på at drive forretning fysisk og virtuelt.
Det gør sig specielt gældende for indretning og belysning, som stiller højere krav til vejledningen end et rutinekøb af et par bukser, fortæller Gull-Brith.
- Vi er uddannede indenfor belysning, hvilket betyder, at vi kan hjælpe kunderne med at finde lige præcis den lampe, som passer bedst til deres behov i forhold til belysning, men i lige så høj grad i forhold til det design og den indretning, som de ønsker lampen skal indgå i, siger Gull-Brith.
- Derfor er der heller ingen tvivl om, at vi foretrækker at holde fysisk åbent som nu både for kundernes skyld og for vores egen.
80 års historie på hjørnet
Siden 1937 har der været lampeforretning på hjørnet af Boulevarden og Brandstrupsgade, men først i 2003 kom forretningen til at hedde Boulevardens Lys. Gennem årene har der været flere ejerskifter, senest i 2010, hvor Aut. El-installatør Ejnar Sørensen Aabybro overtog forretningen.
Ejnar Sørensens indtog fik ikke konsekvenser på personalefronten. Til gengæld bidrog det til, at forretningen ikke blot kunne rådgive og sælge lamper men også tilbyde reparation af lamper. Ejnar Sørensen udfører selv reparationerne på værkstedet. Her laves alt fra udskiftning af fatninger på gamle lampe til større reparationer af designlamper såsom Louis Poulsen og Le Klint.