Mona har hjertet på rette sted

Hun er en blandt mange - og så alligevel noget særligt. I en tid hvor mange frivillige hænder er med til at løfte i flok, har en af ildsjælene netop modtaget Aalborg Kommunes Frivilligpris 2017.

Mona Thomsen fra Nørre Tranders er frivillig på Café Hjerterummet, der er en social café for hjemløse, ensomme og mennesker, der generelt har det svært i livet. Den er drevet af Blå Kors og ligger på Østerbro.

At hun blev frivillig, er noget af et tilfælde.

- Min datter var med til at etablere caféen, da den åbnede som et privat initiativ for fem år siden, siger Mona Thomsen.

- Det var ikke min plan, at jeg skulle være frivillig, men min datter spurgte, om jeg ville med til åbningen og hjælpe med at lave kaffe. Og jeg var solgt på stedet, jeg har været her siden dag 1.

Med en fortid på arbejdsmarkedet som blandt andet dagplejer og senest 20 år som social- og sundhedshjælper, har Mona Thomsen altid været i tæt kontakt med andre.

- Jeg har altid elsket at arbejde med mennesker, der er ikke noget mere givende.

Netop at hjælpe dem, der har det svært, har altid ligget hendes hjerte nær.

- Jeg er ikke bange for at give andre et knus, uanset hvem de er, og hvordan de ser ud. For mig handler mit frivillige arbejde om at give omsorg, og jeg er ikke i tvivl om, at gæsterne kan mærke, at jeg kan lide dem, siger 69-årige Mona Thomsen.

- Og de fortæller, at de godt kan lide mig, jeg tror, de ser en mor i mig. Sammen med dem føler jeg, at jeg gør en forskel.

Årets prisvinder lægger vægt på, at omsorg og konsekvens godt kan gå hånd i hånd.

- Der skal være en konsekvent linje og nogle rammer, så fungerer caféen bedst. Jeg er god til at sige fra, og det respekterer gæsterne. Jeg tror også, at de har respekt for min alder og erfaring, det har vægt, når jeg siger noget.

Mona Thomsen er frivillig på Hjerterummet flere gange om ugen; laver kaffe, smører madder og er hun på arbejde, står hun for den varme ret, der er på menuen onsdag og søndag. Og Mona Thomsen spiller spil og taler med gæsterne, ikke mindst.

- Jeg bliver ved lige så længe, jeg kan holde til det og føler, at jeg stadig kan gøre en forskel for andre mennesker.