Bedst i Nordjylland var sidste år ramt af restauranter, der måtte hoppe fra undervejs. Nu sker det igen

AALBORG: Det er op til restauranterne selv at sætte en dato for deres indbyrdes dyster i konkurrencen, så det passer begge parter bedst muligt. Desværre kunne Mortens Kro ikke stille et fuldt hold, og det sender Tabu videre til semifinalen uden kamp.

- Der har været lidt snak frem og tilbage i forhold til datoer, og selvom vi egentlig havde sagt ja til dyst den 7. februar, så kom der nogle personalemæssige udfordringer i vejen, siger Morten "Kok" Nielsen.

- Vi overvejede at stille med det, vi havde, men vi blev enige om, at det ikke var den rigtige måde at gøre det på, fortsætter han.

Camilla Gammelgaard
Her er det Morten "Kok" Nielsen ved sidste års konkurrence. Arkivfoto: Martin Damgård

Der har været flere datoer i spil undervejs, men det kunne i sidste ende ikke lade sig gøre at finde en ny i februar, som passede begge restauranter. Derfor blev konsekvensen, at Mortens Kro valgte at trække sig, så konkurrencen kunne køre videre, og dermed er Tabu klar til semifinale uden at have dystet om den.

- Det er selvfølgelig en lidt flad fornemmelse. Det er anden gang, Mortens Kro ikke kunne stille hold, og det er brandærgerligt, for vi havde set frem til dysten. Men sådan er det jo. Der kan være udfordringer ligesom i alle andre konkurrencer, siger Michael "Miv" Pedersen.

Han ser dog positivt på resten af konkurrencen og glæder sig til at komme i dyst, når de indledende runder er overstået, og der bliver trukket lod igen.

- Jeg er ikke nervøs for en koldstart. Det var der jo også flere af de andre, som fik sidste år. Vi gør selvfølgelig vores bedste, men det er en venskabelig konkurrence, hvor vi kan få lov at prøve ting af, vi ikke gør i hverdagen, siger han.

Morten "Kok" Nielsen understreger også, at han generelt er glad for konkurrencen.

- Vi er klar igen næste år, for det er et godt og sjovt arrangement, og det er godt for branchen, afslutter han.

Næste dyst i konkurrencen står mellem Restaurant Fusion og Restaurant Uafhængig (Hotel Amerika) 6. februar.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...