Life of Sport står bag det skøre løb, hvor der er plads til alle løbetyper. Du kan både vælge mellem en børnerute og 7, 14 eller 21 kilometer

AALBORG: Kender du en bonderøv, eller vil du gerne selv have et smil på læben? Så kan du overveje at få et startnummer til Bonderøvsløbet i Dall Villaby 29. juni.

Life of Sport er klar med Bonderøvsløbet, der kort og godt handler om en at have en sjov motionsdag i ægte Morten Korch-stil. Der er halmballer ved start- og målområde, frisk mælk og smørrebrød i depotet, og så løber adskillige bondegårdsdyr og landmænd med i feltet.

- Vi er selv klædt ud. For eksempel var min bror gris sidste år, som børnene skulle fange. Jeg gætter på, at halvdelen af feltet er klædt ud, det plejer at være helt vildt sjovt, fortæller Kasper Fruensgaard, som er en del af sportsentusiasterne bag Life of Sport.

Camilla Gammelgaard
Bonderøvsløbet er blevet en stor succes, Privatfoto

Det er fjerde år i træk, at man kan deltage i Bonderøvsløbet, og det er ikke det eneste skøre løb, som Life of Sport står bag. De er eksempelvis også folkene bag Othello-løbet, hvor der var et sandt kage-mekka på depoterne. Faktisk blev der spist intet mindre end 150 kilo kage den dag.

- Vi kan godt lide den skæve vinkel. Vores løb er professionelt håndteret, men de er uformelle. Vi går rundt og mingler og hygger. Vi vil gerne give folk lidt ekstra, og derfor holder vi tit konceptløb. For os er det vigtigste hverken sluttiden eller et vægttab. Det handler om at have det sjovt og komme ud at røre sig. Vi favner både elitesportsudøveren og nybegynderen, siger Kasper Fruensgaard.

Camilla Gammelgaard
Life of Sport ønsker at skabe rammen for sjove løbeoplevelser og fællesskaber. Privatfoto

Blev kontaktet af byfest

Bonderøvsløbet holdes i forbindelse med byfesten i Dall Villaby, og der vil være distancer, alle kan være med på i form af en børnerute og en 7, 14 og 21 kilometer.

- Det var faktisk folkene bag byfesten, som tog kontakt til os, fordi de gerne ville profilere byen og lave noget med motion, og det har været en succes lige siden, siger Kasper Fruensgaard.

Løbet vil foregå på en rundstrækning på syv kilometer med marker og idyllisk natur som ramme. Du kan se ruten her.

Bonderøvsløbet skydes i gang lørdag 29. juni klokken 10.

Se mere om Bonderøvsløbet her: www.lifeofsport.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...