Du kan både løbe 5, 10, 15 eller 21 kilometer, hvis du kridter løbeskoene i påskeferien

AALBORG: Life of Sport, som består af de tre løbeentusiaster Kasper Fruensgaard, Martin Lykke Ovesen og Morten Fruensgaard, står bag et stort løb lørdag 20. april.

Påsken kan både byde på lækre sager og en hel del øl og snaps, men hvis du er frisk på lidt motion til at forbrænde godterne, så byder påsken også på et løb i Aalborg.

- Løb er blevet en stor del af Life of Sport, og vi arrangerer cirka ét om måneden. Vi kan godt lide at lave noget, alle andre ikke gør, og derfor har vi valgt at lave et løb i påsken, som mange jo ellers forbinder med påskefrokoster, øl og snaps, siger Kasper Fruensgaard.

- Vi vil gerne samle folk, inden de skal afsted til påskefrokoster og andet, så de kan komme ud og røre sig lidt og få en god oplevelse, fortsætter han.

Camilla Gammelgaard
Life of Sport arrangerer cirka et løb om måneden. Privatfoto

Tilmeldingsrekord

Man behøver ikke være i super god form for at deltage. Påskeløbet har ruter til alle løbetyper, så du bestemmer selv, om turen skal være 5, 10, 15 eller 21 kilometer lang.

- Folk kan sagtens komme med uden at være gode til at løbe. Det handler ikke så meget om konkurrence for os. Vi vil langt hellere have, at folk hygger sig og får en god motionsoplevelse. Det er et stort fællesskab, og man møder en masse mennesker, man kan løbe med, fortæller Kasper Fruensgaard.

Der er allerede stor interesse for løbet.

- Jeg tror, vi får tilmeldingsrekord igen i år, så det er super fedt, siger han.

Løbet har start og slut ved rundkørslen på Nørholmsvej, og turen er ganske naturskøn med både grus, skovsti og asfalt. Du kan se ruten her.

Der er udlevering af startnumre fra klokken 8, og løbet skydes i gang klokken 10. Der vil være depoter på ruten, og så fortæller arrangørerne, at der også vil være masser af hygge i målfeltet.

Du kan finde billetter og yderligere informationer på: www.lifeofsport.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...