Den passionerede musikelsker Teodor Georgiev har nu åbnet Musikhuset Aalborg i Nørresundby

AALBORG: - Hvad er livet værd uden musik?

Den 49-årige ejer af Musikhuset Aalborg og Musikhuset Hjørring, Teodor Georgiev, kender svaret for hans eget vedkommende:

- Meget fattigt og trist...

Den passionerede musikelsker har netop etableret sig med en spritny musikbutik på adressen Østergade 29 A i Nørresundby - men han har dog alligevel døbt sin nyåbnede forretning Musikhuset Aalborg.

Teodor Georgiev har musik i alle afskygninger i sine årer, og han kan - lidt firkantet sagt - slet ikke leve uden musik.

Så han kan med god samvittighed skrive på sit visitkort, at han udover at være forretningsindehaver også er professionel musiker foruden altså musikelsker.

Musik er for ham livets salt, og han tror også på, at god musik får selv englene til at danse lystigt...

Torben O. Andersen
Danmarks bedste musikbutik ligger efter ejer Teodor Georgiev's opfattelse i Østergade 29 A i Nørresundby. Og så ligger der naturligvis også én i Hjørring. Foto: Lasse Sand

Teodor Georgiev siger til aalborg:nu, at han indbyder til en stor og festlig åbningsfest i Musikhuset Aalborg torsdag den 6. februar.

- Det skal selvfølgelig markeres med manér, at jeg har åbnet en ny musikbutik i Aalborg.

- Vi laver en god fest i dagens anledning med kunstnere, der spiller live musik, fortæller han og tilføjer, at der også arrangeres konkurrencer foruden gode tilbud til kunderne.

Teodor Georgiev har en arbejdsmæssig fortid som mangeårig medarbejder i musikbutikken Eskildsen i Skalborg, der sidenhen skiftede navn til 4Sound. Sidstnævnte lukkede i øvrigt i 2019.

Han stoppede dog for ca. fire år siden i 4Sound og købte i stedet Musikhuset Hjørring, som han har stået i spidsen for lige siden.

Og han har allieret sig med en tidligere kollega fra Skalborg-dagene, nemlig den 56-årige Kim Karmark Pedersen, der kommer til at arbejde permanent i Musikhuset Aalborg. Teodor vil selv arbejde skiftevis i begge sine forretninger.

Torben O. Andersen
Teodor Georgiev frygter ikke konkurrencen fra internetbutikkerne, og hans nøgleord er et godt og professionelt serviceniveau i den fysiske butik. Foto: Lasse Sand

Teodor Georgiev:

- Jeg frygter ikke konkurrencen fra internetbutikkerne. Jeg har en klippefast tro på, at en fysisk butik langt bedre kan tilfredsstille kundernes behov, og desuden har vi også vores eget værksted.

- Et godt og professionelt serviceniveau er for mig et altafgørende nøgleord i forhold til kunderne.

- Endvidere er vi selv aktive og professionelle musikere, og det borger også for kvalitet i kundebetjeningen, pointerer han.

Torben O. Andersen
Musikhuset Aalborg er leveringsdygtig i alle slags musikinstrumenter, og desuden sælger man også lyd- og lysudstyr til både professionelle og amatører såvel som nybegyndere. Foto: Lasse sand

Musikhuset Aalborg sælger alle slags musikinstrumenter foruden lyd- og lysudstyr, og man henvender sig til både professionelle og amatører såvel som nybegyndere.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...