Aalborg summer stadig af sommerliv. Ikke mindst i weekenden, som byder på noget til enhver smag

AALBORG: Det er sidste officielle sommerferie-weekend, før skolerne slår dørene op for nye og såvel gamle elever. Nogle snupper de sidste solstråler under ferie-tilstanden, mens andre allerede har taget hul på hverdagens puls, der langsomt men sikkert navigerer mod det velkendte trummerum. Men frygt ej hverdagene, de gør kun dine weekender bedre. I horisonten er der en masse kulturelt guld i vente, og her har vi igen samlet tre tip, der repræsenterer hver sin genre, til din weekend. Må du få en god en af slagsen!

Fredag: Koncerter under åben himmel

Når fyraften står for døren, og du er klar til at tage på oplevelser, kan du gå på opdagelse i byens operafestival - hvad enten du er stor entusiast eller blot nysgerrig. På C.W. Obels Plads kan du få fornøjelsen af en af Kongeriget Danmarks førende lyriske sopraner, Elisabeth Dreisig, som vil fremføre operaarier under dikotomien tragik og komik. Opera som kunstform benytter sig ikke bare af sang men også af elementer fra det klassiske teater - skuespil og dans. Operaarier er de sange, der fremføres under selve operaen. Dikotomi er at dele noget op i to ting - i dette tilfælde tragik og komik. Så kig forbi C.W. Obels plads og oplev hvordan en fantastisk stemme kan fremkalde de to stemninger.

Hvad? – Aalborg operafestival

Hvor og hvornår? – C.W. Obels Plads fredag kl. 16-17.

Hvor meget? – Arrangementet er gratis.

Lørdag: Elektronisk musik i Råt & Godt

Én ting er Aalborg Operafestival, men i en helt anden musikalsk kategori begynder et andet arrangement at spire op igen - Lines. Det plejede at være 1000Fryd, der dannede rammerne for en aften i tegnet af den elektroniske musik, men nu flytter begivenheden til Råt & Godt.

Bag pulten kan du aftenen igennem opleve flere talentfulde kunstnere fra ind- og udland, der alle vil spille dig ind i dansen med minimal house, minimal techno, microhouse, deep tech og dub techno.

Hvad? - Lines #7, Elektronisk musik.

Hvor og hvornår? – Råt & Godt, Hjulmagervej 58, 9000 Aalborg. Lørdag kl. 17-03.

Hvor meget? - Før kl. 18, 40,- efter kl. 18, 60,-.

Søndag: Fodbold i Portland Park

Efter sidste weekends bitre nederlag på den midtjyske hede trænger AaB til en sejr, når de på søndag tager imod Esbjerg hjemme på Aalborg Portland Park. Sæsonens første fire kampe har været noget tumultariske og nu, mens sommeren stadig er nærværende, kan du på din søndag eftermiddag hjælpe byens hold til sejr. Gæsterne fra syd har ikke selv haft en prangende sæsonstart, de jagter fortsat den første sejr, og den skal de ikke snuppe i Aalborg.

Hvad? – Superligakamp, AaB - Esbjerg.

Hvor og hvornår? – Aalborg Portland Park, Harald Jensens vej 9, 9000 Aalborg. Søndag kl. 14.

Hvor meget? – Voksne fra 125,- Børn fra 50,-

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...