Du kan stadig nå at opleve sommerkoncerterne i Fjordbyen - på fredag 12. august tager man hul på sensommerens program. Foto: Musikkens bette Hus
Det sker

Musikhus ønsker sig bedre lyd, men mangler en sponsor

Sommerkoncerter i Musikkens bette Hus er kommet for at blive

09. august 2022 kl. 18:13

AALBORG: Det begyndte som en lidt skæv idé under corona-nedlukningen. Men nu er sommerkoncerterne i Musikkens bette Hus kommet for at blive.

Det fastslår leder af det lille spillested i Fjordbyen, Peter Lund Mørkbak.

På fredag 12. august tager han hul på sensommerens program med en koncert med Sound'n Steel i det karakteristiske hus, som til daglig også er hans private bolig.

- Jeg elsker det her, og er god til at finde løsninger, når der opstår udfordringer, siger han om sin ide om at lave kulturarrangementer, som alle kan deltage i uanset økonomisk formåen.

Efterhånden, som hans kunstneriske ambitioner er vokset, og han har fået det "rigtige" Musikkens Hus med som musikalsk sparringspartner, er det dog blevet tydeligt, at hans lille hus mangler en væsentlig ting - et ordentligt lydanlæg.

- Vi oplever, at nogle kunstnere gerne vil give koncert her, men ikke selv har et anlæg eller kan slæbe det med, de har. Samtidig slår vi på, at kvaliteten af koncerterne skal være i orden. Vi vil gerne formidle original kunst, og så skal lyden altså også være til det, siger han.

Koncerterne i Fjordbyen begyndte som en corona-idé for Peter Lund Mørkbak og hans kæreste Lene, nu er de kommet for at blive. Foto: Musikkens bette Hus

Fond eller sponsor

Derfor er Peter Lund Mørkbak gået i gang med at lede efter fonde eller sponsorer, der kan hjælpe ham med at skaffe midler til et PA-anlæg. Han har fået tilbud på et setup til 100.000 kroner og er i første omgang gået efter at få fonde med tråde til Aalborg med på ideen.

- Men det er som om, at man også i denne sammenhæng skal kende nogen, der kender nogen for at komme i betragtning, forklarer han og tilføjer, at han jo bare er en almindelig mand med lyst til at skabe noget.

- Nu håber jeg på, at Tuborg åbner for deres gearpulje, de plejer vist at være ret åbne for ideer, siger han og tilføjer, at en egentlig sponsoraftale måske også kunne være en mulighed for at få bedre lyd i huset.

- I det hele taget kan jeg gå med til ret meget, hvis det er virksomheder eller firmaer, der giver mening i forhold til den kunstneriske oplevelse, jeg gerne vil lave. Jeg har også overvejet om jeg skulle tilbyde at lave nogle intime firma-events, hvor ansatte f.eks. kan komme og få en koncert, lyder det.

Udover Sound'n Steel på fredag 12. august, kan du lørdag 13. august høre "Opera på Altanen", som en del af Aalborg Opera Festival.

Årets indtil videre sidste koncert er 4. september med lokale Maaneland.

Annonceret indhold

Nyeste