Scorer certifikat som første koncerthus i landet

AALBORG: Som det første koncerthus i Danmark, kan Musikkens Hus nu prale af at have fået guld i bæredygtighed.

Det store hus på havnen er netop blevet certificeret med et såkaldt DGNB certifikat i guld og har samtidig fået topkarakterer for innovative løsninger, der sænker CO2-udledningen og styrker indeklimaet i huset.

- Vi lægger stor vægt på at fremme miljømæssig, økonomisk og ikke mindst social bæredygtighed i driften af Musikkens Hus, og vores gæster kan således besøge os med god samvittighed og glæde sig over de innovative løsninger, som er en integreret del af hele huset. Certificeringen understreger nu, at vores tiltag gør en positiv forskel for verden omkring os, og det er vi umådeligt stolte af, siger direktør i Musikkens Hus Lasse Rich Henningsen i en pressemeddelelse.

Det bliver fremhævet, at koncerthuset blandt andet bruger vandet i Limfjorden til at nedkøle bygningen, når vandtemperaturen er under 13 grader. Fjordvandet betyder en årlig strømbesparelse på 30 procent samt en væsentlig reduceret CO2-udledning. Derudover bruger man også solen til opvarmning gennem store vinduespartier, og strøm kommer fra de 262 solceller, der er placeret på sydfacaden.

- Musikkens Hus har cirka 350.000 besøgende hvert år, hvilket både kræver mange driftstimer og et stort strømforbrug. Siden huset blev indviet, har vi gjort markante fremskridt, hvor vi f.eks. har skiftet til LED-belysning i huset og startet et klimasamarbejde med Ørsted, som leverer strøm fra vindmølleparker. For os er status quo ikke godt nok, vi bliver nødt til hele tiden at analysere på, hvordan vi kan forbedre os og mindske vores klimaaftryk, fortæller Lasse Rich Henningsen.

DGNB er en af de mest omfattende bæredygtighedscertificeringer, man kan få.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...