Det sociale netværk headspace Aalborg har i fem år anonymt hjulpet unge med små og større problemer - og i 2018 flere end nogensinde

AALBORG: Kærestesorger, konflikter med forældrene, manglende selvtillid eller usikkerhed overfor valg af uddannelse.

Der er meget, der kan fylde op i hovedet, når man er ung.

Anne Helene Kahr Thomsen og Kurt Bering
Centerchef Line Brix Madsen (th), Bente Kokholm, der er fastansat og uddannet ergoterapeut og praktikant Nikolai Lybæk er klar til det første ryk, der gerne sker fra omkring klokken 14.00, fortæller de.

Det ved de alt om hos det sociale netværk, headspace Aalborg, der siden starten for fem år siden har hjulpet tusindvis af børn og unge. Og som, foruden et fastansat sekretariat, består af en del frivillige "professionelle" i form af socialrådgivere, sygeplejesker, pædagoger og terapeuter. Men som også har et team, der tager ud på skoler og uddannelsesinstitutioner og fortæller om deres egne oplevelser med for eksempel misbrug, depression eller stress.

- Og så har vi en række unge frivillige - mange psykologistuderende blandt andet, fortæller Line Brix Madsen, der er centerchef i headspace Aalborg.

Det er i lokalerne i Borgergade 6, børn og unge søger hen - og i 2018 flere end nogensinde.

- Tal fra første halvår viser, at vi har fat i den lange ende, og sammenlignet med 2017 har vi allerede hjulpet flere i år end før, siger Line Brix Madsen.

Hun mener, at grunden til, at så mange unge vælger headspace er, at det er anonymt, og at de kan komme ind direkte fra gaden.

- Vi er et såkaldt lavtærskeltilbud, og vi har ingen journaler og vi skriver for eksempel også kun de unges fornavn i kalenderen, fortæller Line Brix Madsen, der oplever, at headspace faktisk kan hjælpe de fleste, der kommer forbi.

- Der er mange, der får det bedre af at få en snak - og sige det, de tænker og føler højt. Vi lægger meget vægt på, at vi ikke sidder med et svar, men hjælper den unge med at finde ud af, hvor det, de oplever som et problem, stammer fra.

- Og så hjælper vi dem frem af ved at forsøge at finde de positive historier sammen med dem.

- Er det mere end vi kan klare i form af for eksempel misbrug eller svære psykiske problemer, sørger vi for at hjælpe dem med at komme videre

Line Brix Madsen er ikke i tvivl om, at mange unge går og tumler med større eller mindre problemer, og hun mener, at headspace Aalborg kan være med til at gribe den unge, inden det for alvor går galt og de ender i det psykiatriske system eller går til grunde.

Anne Helene Kahr Thomsen og Kurt Bering
De tre døre fører ind til tre samtalerum, hvor man kan snakke i fred, hvis der er behov for det.

De problemer, der typisk fylder, er noget, mange unge kan nikke genkendende til.

- Det kan jo være den studerende pige, der prøver at leve det perfekte liv med studier, kæreste, sociale medier og venner, men som på et eller andet tidspunkt farer lidt vild i det hele, forklarer Line Brix Madsen.

- Men det kan også være den unge fyr, der har været mobbeoffer, mens han gik i folkeskolen, og nu har svært ved at bryde nogle adfærdsmæssige mønstre, fordi han er bange for, at det skal ske på det nye studie igen. Og derfor hænger fast i nogle gamle mønstre, hvor han isolerer sig for at beskytte sig selv.

- Her kan vi være med til at forebygge og give et skub videre, inden det går galt.

Anne Helene Kahr Thomsen og Kurt Bering
Headspace har til huse i Borgergade 6 i Aalborg.

Har du brug for at snakke med en medarbejder eller frivillig fra headspace kan du enten kigge forbi i åbningstiden, ringe og få en aftale eller kontakte dem via chatten på headspaces hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...