Stofposer og syltetøjsglas er uundværlige, når vores klummeskribent Gittemarie Johansen køber ind

KLUMME: I min hverdag prøver jeg at gøre så meget som muligt for at minimere unødigt affald og plastemballage.

Som så mange andre tager jeg min egen stofpose med, når jeg skal handle. Det er (heldigvis) et meget normalt syn efterhånden, men jeg har valgt at presse citronen lidt mere. Jeg har nemlig også mine egne små stofposer med til varer i løs vægt som kartofler, brød eller løg og beholdere til våde varer fra delikatesseafdelinger og grønthandlere. Fordi jeg ikke spiser kød, så skal jeg ikke bekymre mig om alskens emballage fra den afdeling.

De varer, jeg køber i emballage, er tørvarer som mel, ris og pasta, dem leder jeg efter i papbeholdere frem for plastikposer. En del køber jeg faktisk også i et supermarked i Aarhus, hvor man kan købe tørvarer i løs vægt - så ved I det.

Det her med at have sine egne beholdere med ud og handle er ikke noget, jeg har fundet på af mig selv - langt fra. Varer i løs vægt i egne poser er nemlig et led i zero waste-livsstilen, som jeg og mange andre verden over følger eller lader mig inspirere af. Jeg har gjort mit bedste for at minimere affald, siden jeg hørte om bevægelsen for første gang for fem år siden, og lige siden har jeg snakket med et utal af mennesker, som også er motiverede for at prøve kræfter med livsstilen.

Det her med at tage hjemmebragte beholdere med i butikker eller sågar på restauranter, kan dog virke grænseoverskridende for nogle. Jeg hører tit, at folk er nervøse for, hvordan man bliver modtaget, når man tropper op med fire store syltetøjsglas og afslappet beder en stakkels delikatessemedarbejder om bare at fylde den op til toppen. Beholderne er selvfølgelig vasket og vejet, inden indholdet fyldes i, så vi kan holde styr på, hvad der er glas, og hvad der er hummus.

De første gange, jeg havde mine egne poser med, var, da jeg skulle benytte en af de der små bagerafdelinger inde i et supermarked. Jeg puttede bare rundstykkerne i min egen pose, brugte tangen i stedet for handsken - alt var super. Indtil jeg stod ved kassen. Ekspedienten var overbevist om, at jeg prøvede at snyde, og det tog mange forklaringer at få lov til at forlade forretningen.

Sådan en oplevelse har jeg dog ikke haft i flere år. I dag er de fleste servicemedarbejdere enten imponerede, nysgerrige eller bare ligeglade – alle sammen reaktioner, som tillader mit forbrug af egne beholdere. Jeg stod en dag i en kø, hvor en dame bag mig spurgte, om jeg havde mine egne beholdere med for at skåne miljøet. Hun syntes, at det var sådan en god idé og sagde til sin mand, som også stod i køen: ”Arne, det gør vi næste gang, vi handler!” Min dag var naturligvis reddet.

I sidste måned skulle jeg i biografen med min kæreste. Jeg havde min egen drikkedunk med til sodavand og min egen pose med til slik. Jeg spurgte naturligvis personalet i biografens kiosk, om det var okay, at jeg brugte mine egen beholdere. Hun sendte mig et kæmpe smil og sagde: ”Naturligvis, intet problem”. Jeg har til vane at forberede mig på at skulle forklare mig, inden jeg overhovedet har spurgt, så det var simpelthen så dejligt, at hun var så åben og forstående. Så high five til biografen i Kennedy Arkaden og deres super søde personale.

Vi bryder os ikke alt for meget om at skabe ekstra opmærksomhed omkring os selv, når vi står i en kø, og det der med at spørge servicemedarbejdere, om det er okay at bruge medbragte poser, kan nemt virke som om, man gør deres job ekstra besværligt. Udefra kan det virke som en masse bøvl, men i virkeligheden har størstedelen af de samtaler, jeg har haft angående mine egne poser, været super positive oplevelser for begge parter.

Hvis bare man spørger med et smil på læben, hvis man forklarer sig på en positiv og rar måde, og hvis man er klar til at betale to kroner mere for sit bland-selv-slik, fordi stofposen vejer lidt mere, så er den altså hjemme.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...