Veninder står bag Hårfabrikken i Skalborg

SKALBORG: Det er ikke plads, der mangler i Natascha Mortensen og Rikke Hansens nye frisørsalon på Thomas Olesen Løkken Vej.

Faktisk har de to veninder hele 110 kvadratmeter at boltre sig på i lokalet, der tidligere er blevet brugt som varelager. Nu er det forvandlet til en moderne frisørsalon, men kunderne vil stadig kunne fornemme fabriksatmosfæren, når de træder ind ad døren. Det er således ikke tilfældigt, at stedet kærligt har fået navnet Hårfabrikken.

- Lokalerne har været lager for en vinhandel, og i helt gamle dage var det en skofabrik. Vi har bibeholdt de rå vægge og den flotte rå struktur i loftet, fortæller Natascha Mortensen og Rikke Hansen, der slår dørene op på fredag, 15. maj.

De to frisører har henholdsvis 11 og 15 års erfaring fra branchen, og begge har hidtil arbejdet i frisørsaloner i Aalborg. Ingen af dem har været selvstændige før.

- Vi har mega sommerfugle i maven, indrømmer de to veninder og fortæller, at det er et længe næret ønske, der nu realiseres.

- Vi har i mange år gået og snakket lidt frem og tilbage om, hvor fedt det kunne være at have egen salon. Det er jo en lillepigedrøm, som aldrig har sluppet os. Nu syntes vi, at tiden var inde til at tage springet, siger de.

Med tiden håber Natascha Mortensen og Rikke Hansen at kunne få flere uddannede frisører samt frisørelever i Hårfabrikken, men indtil videre er de ene om opgaverne i det store lokale, hvor der er god plads til, at kunderne kan holde corona-afstand til hinanden.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...