Aalborgs kulturhuse hjælper gæster, der ikke kan komme til koncerter

AALBORG: Nedlukningen af syv nordjyske kommuner giver travlhed hos de store kulturhuse i Aalborg.

Mange gæster er fanget i, at de den næste måneds tid ikke må køre uden for deres kommune for at deltage i de forestillinger og koncerter, de har billetter til.

Men nu kommer blandt andet Skråen gæsterne til undsætning. Aalborg er som bekendt ikke omfattet af de nye restriktioner, og spillestedet gennemfører derfor alle de 20 koncerter og shows, der er planlagt frem til 3. december, skriver Skråen i en pressemeddelelse.

Som en særlig service har spillestedet dog besluttet at refundere billetter til kunderne i de syv berørte kommuner.

Det foregår rent praktisk ved, at billetudbyderen Billetlugen sender en mail til de berørte billetkøbere.

- Modtagerne skal så hurtigt muligt og senest 15. november svare, hvis de ønsker billetter refunderet, siger leder af Skråen Jørgen Nissen i pressemeddelelsen.

Han understreger, at tilbuddet kun gælder billetkøbere i de syv berørte kommuner.

Også Biffen i Nordkraft, Aalborg Kongres & Kultur Center og Musikkens Hus fortæller samstemmende på Facebook og hjemmesider, at gæster fra de berørte kommuner kan få penge tilbage for de billetter, de ikke kan bruge.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...