Efter to år bag disken vil Camilla og Carla Okkels gå nye veje
AALBORG: To år efter, at Camilla og Carla Okkels åbnede det populære Mabel Kafferi på Boulevarden 6, er det slut. Mor og datter vil satse på hver deres karrierer og er derfor blevet enige om at afslutte det fælles kaffeeventyr.
Sideløbende med driften af kafferiet har Camilla Okkels hele tiden arbejdet som sælger i medicinalindustrien, og det arbejde vil hun nu koncentrere sig helt om.
Carla Okkels, som har passet kaffebaren i dagligdagen, skal i gang med frisøruddannelsen og har i øjeblikket travlt med at søge elevpladser.
- Det har hele tiden været min plan at blive frisør, så man kan sige, at det er en naturlig afslutning på kafferiet, siger hun.

Oprindeligt var det planen at lukke kaffebaren i august, men nu er lukningen altså fremrykket til slutningen denne måned. I denne uge er der rabat på varer i kafferiet, og den definitivt sidste åbningsdag, lørdag, bliver betalende kunder budt på gratis kaffe.
Det er selvfølgelig lidt vemodigt at lukke, men mor og datter ser med taknemmelighed tilbage på den store opbakning fra kunderne og de mange gode oplevelser, som tiden med Mabel Kafferi har budt på.
- Jeg vil tænke tilbage på det som noget megasjovt og hyggeligt, siger Carla Okkels.
- Det har været fantastisk, at jeg har kunnet gøre dette her med min mor, og at vi har hygget os så meget med det. Jeg har også fået mange gode relationer til folk herinde i byen. Det er kun søde kunder, der har været her, understreger hun.
Skal du lige nå at have en sidste tår kaffe og en lille kage på Mabel, er lørdag fra klokken 10 sidste chance. Klokken 14 er det definitivt slut med Mabel Kafferi.
