Aalborg Havnebad satser på at lukke vandhunde og alle andre vandelskende gæster ind lørdag 16. juni

AALBORG: Nu er nedtællingen til åbningen af Aalborg Havnebad endelig skudt i gang og kører for fuld skrue.

Så sæt endelig kryds i kalenderen ud for datoen lørdag den 16. juni, for præcis klokken 10.00 bliver dørene ind til det forjættede vandland i Aalborg Havn åbnet på vid gab for vandhunde og alle andre vandelskende gæster.

Åbningen af det populære havnebad er således fremrykket præcis én uge i forhold til den oprindelige plan, og det kan brugerne takke politikerne i Aalborg Byråd for.

Det er nemlig helt ekstraordinært lykkedes politikerne at finde en pose indeholdende en halv million kroner, der skal være med til at finansiere bl.a. udgiften til livreddere.

For uden livreddere åbner havnebadet nemlig slet ikke af sikkerhedsmæssige grunde.

Det er kort fortalt det helt fantastiske danske sommervejr, der har fået politikerne til at åbne op for pengepungen og tage spenderbukserne på.

Knokler på livet løs

Det er den daglige leder af Aalborg Havnebad, Kaj Bjerregaard, der nu vover pelsen og tør melde den med spænding imødesete åbningsdag ud offentligt.

- Vi knokler rent ud sagt på livet løs for at få alle nødvendige aftaler med bl.a. livredderne på plads, og jeg har et begrundet håb om, at det nok skal lykkes for os, siger Kaj Bjerregaard til aalborg:nu og tilføjer, at han dog alligevel krydser fingre for, at alt bare falder i hak.

Kaj Bjerregaard:

- Vi skal desuden have monteret et sikkerhedsbundnet i havnebadet, og det skal lidt forenklet sagt forhindre svømmere i at blive ført ud i selve fjorden udenfor havnebadet.

- Endvidere skal der inden åbningen gøres grundigt rent i de to børnebassiner ved hjælp af højtryksspulere, og det er en meget støjende arbejdsopgave.

Den daglige leder fortæller videre, at man vil have minimum to livreddere på arbejde, når der bydes inden for i havnebadet.

Normalt er der ellers ved en "fuld" livredderbemanding ikke færre end fire livreddere på arbejde ad gangen ugens tre første dage og ikke færre end fem de fire sidste dage i ugen.

- Og jeg kan love gæsterne, at hvis der ikke er fuld bemanding af livreddere, så sørger vi for at skilte med det, understreger Kaj Bjerregaard.

Eminente svømmere

Han oplyser også, at Vestre Fjordpark i vestbyen bliver bemandet med fire livreddere, og det sker allerede fra og med lørdag den 9. juni.

Staben af livreddere består hovedsageligt af studerende, og netop i denne tid er de meget travlt optaget af deres studier og eksamener.

Det er således med til at besværliggøre fremrykningen af sæsonpremieren i havnebadet.

Kaj Bjerregaard gør i den forbindelse opmærksom på, at livredderne tilhører et hold af eminente svømmere, der alle har bestået åbent vand livredderprøven, og det borger for et meget højt niveau.

Afslutningsvis er der såmænd nu kun tilbage at krydse fingre for, at den danske sommer ikke allerede er et overstået kapitel, når Aalborg Havnebad endelig åbner.

For det vil da bare være godt træææls - ikkk?

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...