Både skakklubber og butikker mærker skakfeberen

AALBORG: Serien hedder The Queen's Gambit, og er blevet en kæmpe succes for Netflix. I følge streamingtjenesten er serien blevet afspillet i 62 millioner husstande på de første 28 dage, siden den udkom, og det gør den til den mest sete Netflix-miniserie nogensinde. Netflix oplyser i øvrigt, at der er opstået en voldsom interesse for skakspil. Søgninger på skakspil på ebay er steget med 250%, og spiludbyderen Goliath Games oplyser, at de har oplevet en stigning på over 170%.

Hvordan ser det så ud med skakinteressen i Aalborg?

- Vi har oplevet en stigende interesse for skak, og har solgt væsentligt flere spil end vi plejer, oplyser Kaspar Christensen fra spilforsyningen i Bispensgade.

Hos Bog & idé i Bispensgade bekræfter man tendensen og oplyser, at de faktisk har haft udsolgt af det ædle spil. De skal dog nok få flere eksemplarer hjem til julehandlen.

Både i Aalborg og Nørresundby er der skakklubber. Vi fangede formand Bjarne Sønderstrup fra Aalborg skakforening, som kunne melde om flere nye medlemmer og stigende interesse.

- Vi har her på seneste modtaget flere henvendelser og stigende medlemstal, fortæller Bjarne Sønderstrup.

Hvis man tænker, at det kun er gamle mænd, der sidder og stirrer intenst på brættet, tager man fejl.

- Vi kan godt mærke, at Aalborg er en universitetsby, der kommer en del studerende til foreningen, fortæller Bjarne Sønderstrup.

Han understreger dog, at der plads til mange flere medlemmer, og at det med at melde sig ind i en klub er en god idé.

- Hvis man vil lære at spille skak, så skal man melde sig ind i en klub. Der kan man lære tricks fra de andre medlemmer, og man får en bedre fornemmelse for spillet. Man kan godt spille skak på nettet, men det giver slet ikke det samme, fortæller Bjarne Sønderstrup.

I serien The Queen's Gambit følger vi den unge forældreløse Beth Harmon, der forelsker sig i spillet, og bliver undervist af pedellen på børnehjemmet. Og at starte med spillet allerede som barn er en rigtig god idé.

- Hvis man vil være rigtig god skak, så skal man starte i teenageårene. Der lærer man hurtigere og får en bedre grundforståelse af spillet, oplyser Bjarne Sønderstrup. Der dog understreger, at man aldrig kan blive for gammel til at lære spillet, men at det bare er sværere at blive rigtig god.

Formanden har naturligvis selv set serien, og er overordnet meget begejstret for den. Der er dog nogle steder, hvor der bliver krummet tæer.

- De kunne godt have institueret skuespillerne lidt bedre. Ikke i at spille skuespil, men i at spille skak. Måden de rykker på brikkerne, måden de trykker på uret og hastigheden på spillet. Det er ikke helt, som det ser ud, og nogle gange glemmer de at skrive deres ryk ned på blokken. Det ville der blive skredet ind overfor med det samme, lyder det fra Bjarne Sønderstrup.

Udover hastigheden de spiller med i serien og de førnævnte fejl, er der roser for realismen i serien.

- Jeg hader, når jeg ser urealistisk skakopstillinger i film og serier. I The Queens Gambit er deres opstillinger af brikkerne og måden der bliver spillet på godkendt, slutter Bjarne Sønderstrup.

Du kan se mere til klubberne og læse mere om dem her:

Aalborg skakforening

Nørresundby Skakklub En Passant

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...