Kæresteparret Mathias og Natascha er to ud af de tre indehavere af House of Teens, der for nylig har slået dørene op

AALBORG: Byen er blevet en tøjbutik rigere, efter det unge trekløver bestående af Mathias Holm Pedersen, Natascha Olesen og Jan Andersen har valgt at åbne deres anden forretning med tøj til teenagere.

Selvom de tre iværksættere kun er fyldt 24 år, så åbnede de allerede deres første forretning for to år siden. Den ligger i Viborg, og nu var tiden kommet til at åbne endnu en butik, fortæller de. Denne gang faldt valget på Aalborg, hvor de tre ser en masse muligheder.

- Vi har allerede vores butik i Viborg, hvor vi sælger tøj til teenagere, men vi har faktisk haft kig på Aalborg længe, for vi synes, her mangler noget til den målgruppe. Målet lige fra starten har været, at vi med tiden skal åbne flere butikker, fortæller Mathias Holm Pedersen.

Camilla Gammelgaard
Man kan finde House of Teens i Aalborg Storcenter. Foto: Henrik Bo

Adressen for butikken, der har fået navnet House of Teens, endte med at blive i Aalborg Storcenter.

- Aalborg er en rigtig spændende by, og vi valgte Aalborg Storcenter, fordi det er dejlig nemt at komme hertil, og så er der jo også fri parkering, siger Natascha Olesen.

Tøjet på hylderne og stativerne er ganske vist størrelse 8-18 år, men ser man bort fra det, kunne det lige så vel være en del af sortimentet i en tøjbutik til voksne.

- Vi prøver at henvende os til den smarte teenager, som går lidt op i sit tøj. Vi får også snart nogle nye fede mærker ind. Vi prøver både at have tøj i den billige ende og i den lidt dyrere ende, så der er et godt mix herinde, fortæller Mathias Holm Pedersen.

Camilla Gammelgaard
House of Teens satser på tøj til den modebevidste teenager. Foto: Henrik Bo

De tre indehavere skiftes til at være i butikkerne i henholdsvis Viborg og Aalborg, og dermed er det i første omgang dem selv, der er at finde bag disken i Aalborg Storcenter. Det er planen, at der på sigt skal ansættes folk, og kæresteparret vil da heller ikke udelukke, at de åbner flere butikker med tøj til teenagere i fremtiden.

- Det er spændende at starte sin egen butik op, og så kan vi godt lide at forhandle tøj til teenagesegmentet, for det er ikke en nem målgruppe, og så er der bare en glæde i, at de sætter virkelig meget pris på det tøj, de får, siger Mathias Holm Pedersen.

Camilla Gammelgaard
I første omgang skal der gang i forretningen i Aalborg Storcenter, men fremtiden kan byde på endnu flere eventyr for de unge iværksættere. Foto: Henrik Bo
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...