Livet her

Nettet skal forhindre folk i at forsvinde i Limfjorden

Montører arbejder nu på højtryk med at få fastgjort et sikkerhedsnet i havnebadet, som åbner på lørdag 16. juni

11. juni 2018 kl. 18:31

AALBORG: der bliver nu arbejdet på højtryk med at få monteret et sikkerhedsnet i bunden af Aalborg Havnebad.

Der skal under ingen omstændigheder kunne sættes en finger på det sikkerhedsmæssige aspekt i det populære havnebad på havnefronten i Aalborg, så derfor bliver der taget alle mulige forholdsregler i bestræbelserne på at optimere sikkerhedsniveauet.

Sikkerhedsnettet skal kort og godt forhindre svømmere i at bliver ført ud i Limfjorden på grund af uregerlige og stærke strømforhold, hvilket i værste fald kunne få katastrofale følger for en badegæst.

Og tiden spiller nu en faktor for havnebadet al den stund, at sæsonpremieren netop er blevet fremrykket en uge.

Det sker efter et ønske fra politikerne i Aalborg Byråd, der også er af den opfattelse, at sommeren har ramt Aalborg, og at man derfor skal have åbnet Aalborg Havnebad så hurtigt som muligt.

Sæsonpremieren er således fastsat til lørdag den 16. juni klokken 10.00.

Vejret skal arte sig

Montører fra virksomheden Hvalpsund Net i Hvalpsund har nu kastet sig over opgaven med at montere et sikkerhedsbundnet i de to store bassiner - nemlig det ca. fem meter dybe udspringsbassin og svømmebassinet, der har en dybde på ca. to meter.

Arbejdsleder Miki Torp, Hvalpsund Net, er manden, der styrer monteringsarbejdet, og han siger til aalborg:nu, at arbejdet skrider planmæssigt frem.

- Hvis vi ellers har vind og vejr med os, så er vi formentlig færdige med arbejdet onsdag eller torsdag.

- Vi skal bl.a. have en dykker ned på bunden for at fastgøre nettet til de eksisterende pæle, som hele anlægget står på, og dette arbejde kræver, at der er en vis sigtbarhed i vandet og på bunden, pointerer han.

Arbejdslederen fortæller videre, at det samlede plasticnet er på ca. 700 kvadratmeter, og netmaskerne er på fem centimeter.

En altafgørende tryghed

Udspændingen og konstruktionen af nettet gør, at en svømmer ikke kan komme ind under noget i havnebadet, og nettet sidder således fast hele vejen rundt ved kanterne.

- Det giver brugerne en altafgørende tryghed, understreger han.

Miki Torp:

- Nettet vejer knap ét ton, når vi lægger det ned i bunden af havnebassinet, men til gengæld vejer det ikke mindre end ca. 24 tons, når vi tager det op igen ved sæsonafslutningen.

- Og forklaringen er den ganske enkle, at nettet dels har opsuget en enorm mængde vand, dels at det nu er oversået med f.eks. alger og gopler, der har klistret sig fast til nettet, forklarer han og tilføjer, at det i øvrigt er sjette år i træk, at Hvalpsund Net monterer sikkerhedsnettet i Aalborg Havnebad.

Den daglige leder af Aalborg Havnebad, Kaj Bjerregaard, oplyser, at der både lørdag og søndag er minimum to livreddere på vagt i havnebadet.

Annonceret indhold

Nyeste