Så er det fra i morgen, at det går løs i Skalskoven, og allerede i dag er der taget hul på festen til event på Salling Rooftop

AALBORG: Festivalleder Peter Møller Madsen tæller personligt ned og åbner campen på Nibe Festival i morgen klokken 18, og han glæder sig til at se gæsterne vælte ind på pladsen. Han fortæller, at de sidste forberedelser til årets fest er i fuld gang.

- Status er rigtig god herude. Vi har solgt den sidste billet, og opsætningen er ved at være på plads. Vi er lidt udfordret af vinden, men det gør ikke så meget, for vi skal nok få det hele op at stå, siger Peter Møller Madsen.

- Der er generelt godt humør oppe i skoven. Jeg har blandt andet kigget vores pladskoordinator i øjnene, som siger, at alt er fint. Så vi er glade og i topform, fortsætter han.

Camilla Gammelgaard
Gæster i massevis benytter chancen for at få deres armbånd før tid på Salling Rooftop. Foto: Nicolas Cho Meier

Tyvstart på Salling Rooftop

Nibe Festival har de senere år holdt et særligt arrangement, hvor gæsterne kan få deres armbånd før tid. Det er både en service til dem og en hjælp til festivalen selv. Det fjerner nemlig lidt af køen i morgen, når de første gæster ankommer.

Den tidlige armbåndspåsætning, som i år foregår på Salling Rooftop i dag imellem klokken 12-19, er yderst populær.

- Der var sat 500 armbånd på efter den første halvanden time. Det er vildt og supergodt. Vi ved, der bliver tryk på i morgen, så det er både en hjælp til publikum og til os selv, fortæller Peter Møller Madsen.

Camilla Gammelgaard
Køen af forventningsfulde festivalgæster, som er på vej op på Salling Rooftop. Foto: Nicolas Cho Meier

Milepæle og nyheder

Han er efterhånden begyndt at glæde sig til årets festival, og han har særlige øjeblikke, som han ser frem til år efter år.

- Vi har netop holdt vores "kick off-møde" med teamledere, stedfortrædere, ledelse, bestyrelse og så videre. Det er fedt at mærke den glæde og gejst og summen fra folk lige op til festivalen, som sender nogle signaler om, hvad frivilligheden egentlig kan. Det er en stærk enhed, og derfor er det et kæmpe øjeblik for mig, fortæller Peter Møller Madsen.

- Det er også en milepæl at åbne campen, og jeg synes, det er fedt at se, når folk vælter ind. Alle er ordentlige og diplomatiske, og de kan sagtens finde ud af, at når vi sætter en grænse, så er det dertil og ikke længere. Der er harmoni herude, siger Peter Møller Madsen.

Afrundingen af Nordjyllands største musikfestival er også noget helt specielt for festivallederen, som fortæller, at det kan blive temmelig følelsesladet, når det hele er ved at være slut.

- Der er noget med den der lørdag, hvor batterierne er ved at være udtømt. Det er en helt speciel følelse, når man mærker, det hele går op i en højere enhed, siger han og fortsætter:

- Vi slutter festivalen af med at samle til en sidste orientering og opsamling på, hvordan det er gået. Det kan godt være, at tårerne triller lidt, for man er hårdt prøvet i de dage, festivalen er i gang, men man er også stolt, når det lykkedes. Det er et stort øjeblik for os allesammen.

Camilla Gammelgaard
Der blev også tyvstartet med musikken til armbåndspåsætningen. Foto: Nicolas Cho Meier

Kigger man på årets nyheder, så er der særligt en, som festivallederen glæder sig til at se gæsternes reaktion på.

- Jeg glæder mig til at se, hvordan gæsterne tager i mod vores nye område "Havnen", som er et superfedt område med barer og så videre. Jeg bliver enormt stolt, når jeg går igennem der allerede nu, inden det er helt færdigt, siger Peter Møller Madsen.

Årets festival er total udsolgt, og de sidste detaljer er så småt ved at komme på plads. Så nu er der kun en ting, der måske kan bekymre. Vejrudsigten. Det fylder dog ikke så meget i Nibe:

- Vejrmæssigt er vi faktisk ikke bekymrede, fordi vores festival ligger i en skov. Man lægger ikke mærke til vind og udstadigt vejr på samme måde, som hvis det havde været på en åben plads. Nogle af de mest uforglemmelige festivaller foregik i regnvejr, men derfor håber vi selvfølgelig på godt vejr, siger Peter Møller Madsen.

Camilla Gammelgaard
Festivalen har solgt alle billetter, og det glæder Peter Møller Madsen. Foto: Nicolas Cho Meier
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...