Samtidig kommer en opfordring til, at man overfører sin billet til næste års musikfest

AALBORG: Glæder du dig allerede til, at du igen kan synge med til musikken i Skalskoven - så er der godt nyt; Nibe Festival har netop offentliggjort, at næste års musikfest finder sted 30. juni til 3. juli - i uge 26.

Og hører du til dem, der - som vi her på aalborg:nu - lige studser over ugenummeret, så kommer forklaringen her;

- I er ikke de eneste, flere har allerede spurgt, hvorfor festivalen er flyttet til uge 26 - og ikke 27 som de seneste gange. Og det hænger sammen med, at det er der, skolernes sommerferie begynder næste år, siger leder af Nibe Festival, Peter Møller Madsen.

- Festivalen ligger altid i ferien, så flere kan deltage, og det passer godt med folks rejsemønstre.

Tina Larsen
Peter Møller Madsen er fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden. Arkivfoto: Laura Guldhammer

Med meldingen om den nye dato kommer også en opfordring til at overføre årets billet til næste års Nibe Festival.

- I løbet af i dag modtager vores mange tusinde billetkøbere en mail fra Billetten – vores billetudbyder. Her tilbyder vi de mange, der har købt en festivalbillet eller en boform, mulighed for enten at få en refusion eller overføre billetten til Nibe 2021, siger Peter Møller Madsen.

- Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange vælger at overføre billetten. At gæsterne har tiltro til, at vi performer, som vi plejer - det giver det grundlag, vi kan rejse os på. Det vil være en gigantisk hjælp, en uvurderlig håndsrækning og en kæmpe tillidserklæring til festivalen.

Og opbakningen er allerede stor.

- Jeg er meget fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden, siger Peter Møller Madsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...