Gik du glip af Martin Jensen, da han stak næsen forbi Aalborg i weekenden? Så får du igen chancen

NIBE: Har du været på Nibe Festival tidligere, ved du udmærket godt, hvornår festen virkelig begynder. Vi taler selvfølgelig om de traditionsbundne nattefester i Skalskoven, og dem bliver der i den grad skruet op for til sommer.

- Dét en festival som vores kan, og helt sikkert også skal, det er at agere samfund i en lille uges tid. Og så er det befriende, at folk forlader hverdagens centrifuge og i nogle dage også vender om på dag og nat - og nyder fællesskabet, når det giver noget tilbage, udtaler Peter Møller Madsen fra Nibe Festival i en pressemeddelelse.

Nu er Nibe Festival så klar til at offentliggøre hvilke navne, der skal spille til de fire nattefester til næste års festival, der efter planen løber af stablen 29. juni til 2. juli 2022.

Og vi skal da lige love for, at der er lagt op til fest med de nye navne, der netop er offentliggjort! Vi kan nemlig glæde os til bangers som Martin Jensen, Tessa, Faustix x Ude af Kontrol og Cheff Records med TopGunn, Kidd, Klumben og ELOQ.

Følgende navne er indtil nu offentliggjort til næste års Nibe Festival: Alex Vargas, Jada, Tobias Rahim, Gnags, Tessa, Cheff Records, Martin Jensen, Faustix x Ude Af Kontrol.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...