Nibe Festival kontantfri
Nyt opdateret kassesystem til betalingskort
NIBE: - Til sommer skal du ikke længere stå og fedte med håndørerne på Nibe Festival - vi går nemlig cashless, fortæller festivalleder Peter Møller Madsen.
Tiden er ved at løbe fra kolde kontanter. Fremtiden er digital, og det tager man på Nibe Festival nu konsekvensen af, når festivalen fra 2018 bliver cashless - eller kontantfri, som det hedder på godt dansk.
I stedet for at fylde tegnebogen op med klirrende mammon skal festivalgæsterne nu blot bruge deres betalingskort, når der skal tankes op med fadøl og burgere. Alle festivalens barer og boder er nemlig opdateret med et nyt kassesystem og opgraderet netdækning, så de digitale betalinger kommer til at gå som en leg. Og terminalerne modtager selvfølgelig både visakort, kreditkort og debitkort.
Det er ikke muligt, at gennemføre betalinger via sin telefon. Det har festivalen fravalgt af tekniske årsager.
Har man ikke adgang til et regulært betalingskort, eller orker man bare ikke at slæbe dankortet med på festival, så er der hjælp at hente. Som noget nyt vil Nibe Festival nemlig tilbyde gæsterne et såkaldt møntkort. Møntkortet fungerer ved, at gæsterne sætter deres kontanter ind på kortet ved en af de to optankningsterminaler, der bliver opstillet ved festivalens indgang og ved Junglestien. Det indsatte beløb kan efterfølgende anvendes i alle festivalens barer og boder, og bruger man ikke hele beløbet inden festivalen slutter, kan det resterende beløb selvfølgelig udbetales efterfølgende.
Som en ekstra service vil det være muligt at få udstedt et nyt møntkort med det resterende beløb, hvis kortet skulle blive væk under festivalen. Derfor opfordres gæsterne til at tage et billede af møntkortet, straks det er udstedt.