Nikolaj svarede på 50 spørgsmål og endte med at blive spurgt om at være med i et tv-program. Foto: Martin Damgård
Mennesker

Nikolaj fra Matchet på Mælkevejen er stadig single i bedste velgående

Siden Nikolaj Damgaard Christensen datede på tv, har han fået en del tilbud - dog endnu intet drømmematch

04. oktober 2021 kl. 18:19

AALBORG: Da Nikolaj Damgård Christensen fra Aalborg sagde ja til at være med i tv-programmet Matchet på Mælkevejen, var det i håbet om at møde sit perfekte match; en sød pige, der var klar på at stifte familie og starte ud på det sagnomspundne voksenliv sammen.

- Jeg tænker altid, at glasset er halvt fyldt. Det var jo sjovt at møde et andet menneske, som jeg blindt var sat op med.

- Jeg har aldrig været på blind date før. På en måde skal man jo lære hinanden at kende på baggrund af ingenting, siger han.

Han var efterhånden træt af Tinder, og på en måde var det vigtigt for ham at kunne sige til sig selv om 5-10 år, at han gjorde, hvad han kunne.

- Så kunne jeg også lige booste mit dating-CV, griner han.

Mindre kritisk på Tinder

I tv-programmet Matchet på Mælkevejen datede han svenske Sophie, og de to finder sammen ud af, at de er matchet på baggrund af astrologi.

I dag er det meget sjældent at de to skriver sammen, for det endte ikke ud som det perfekte match, de begge havde håbet på - til gengæld har Nikolaj Damgård Christensen lært utrolig meget om sig selv.

- Jeg er nok blevet mindre kritisk over for folk på Tinder. Jeg har altid haft mange krav til folk, og måske har vi alle generelt for mange krav til hinanden, fordi der er så mange at vælge imellem - kan vi ikke bare give folk en chance, spørger han retorisk.

- Så længe hun synes, jeg ser sød ud, og jeg synes, hun ser sød ud, så kan jargonen tage det langt, siger han.

Nikolaj er blevet mindre kritisk på Tinder, siden han var med i tv-programmet. Foto: Martin Damgård

Siden programmet blev sendt har han modtaget adskillige henvendelser af mere eller mindre seriøs karakter, og det passer ham egentlig meget godt, at han ikke skal igennem et tinderfilter først.

- Jeg plejer at skrive, at det er unfair advantage, at de allerede ved så meget om mig, og så sender jeg lige 10 spørgsmål, så det er mere lige. Og så deler vi snap, fordi det er lidt hyggeligere, siger han.

Cringy LED-lys

Flere af henvendelserne har ført til en eller flere dates, men her sidder han altså endnu og er single i bedste velgående, som han selv formulerer det.

Det er til gengæld blevet lidt af en icebreaker i byen, at folk har set ham i fjernsynet, og det kaster af og til et par drinks eller gode samtaler af sig.

- Det er altid nemmest at møde folk igennem fælles venner eller til privatfest, fordi nogen siger god for en. Og det er måske lidt det samme med, at når folk har set mig i tv-programmet, så gør det mig mere approachable, fortæller han.

Og med hensyn til at være nem at rette henvendelse til, så er der også tendens i mailboksen, Nikolaj Damgård Christensen undrer sig over.

Der er nemlig flere der skriver, at de synes han virker som en megasød og cool fyr, men som afslutter med at nævne hans LED-lys i stuen, som han stolt fremviser i tv-programmet - og her er dommen altså, at det er cringy.

Selvom han undrer sig over henvendelser, vedrørende ting folk ikke kan lide, så lader han sig ikke gå på af det.

- LED-lyset bliver!, slutter han med et stort smil.

Annonceret indhold

Nyeste