Ninna Abildgaard fravalgte den oplagte uddannelsesvej, og nu bliver hun hyldet for sine evner

AALBORG: - Er det nu også noget, du kan klare?

Studievejlederen tager et langt kig på Ninna Abildgaard.

Hun havde altid været en spinkel pige uden de store overarme, og det havde studievejlederen også bemærket.

Det lå måske heller ikke i kortene, at Ninna Abildgaard skulle tage en erhvervsuddannelse. Hendes mor har en boglig uddannelse, i skolen kørte det på skinner, og faktisk vidste hun ikke så meget om, hvad en erhvervsuddannelse indebar.

- I folkeskolen var der ikke så meget fokus på erhvervsuddannelser. Det var mere gymnasievejen, vi hørte om, husker Ninna Abildgaard.

Men studievejlederens spørgsmål slog hende ikke ud. Hun kunne mærke, at hun havde lyst til at arbejde med sine hænder og udfolde sin kreativitet.

- Derfor tog jeg bygningsmaler-uddannelsen, fordi jeg kunne få lov til at være kreativ, og det har jeg overhovedet ikke fortrudt. Der er ikke noget bedre end at køre gennem Aalborg og pege og sige "det har jeg lavet", siger Ninna Abildgaard.

Årets Lærling

I dag er hun glad for, at hun tog den beslutning, og det er hendes arbejdsplads også.

I en hård konkurrence, hvor Dansk Industris mere end 1000 virksomheder kan deltage, er Ninna Abildgaard nemlig blevet kåret som Årets Lærling 2022 for sin præstation på Siemens Gamesa, hvor hun arbejder med vindmøllevinger.

Jannie Odgaard Strand
Der er i alt 30 lærlinge i Siemens Gamesa. Foto: Martél Andersen

32-årige Ninna Abildgaard blev udlært bygningsmaler i 2011, og fire år senere landede hun sit første job hos Siemens Gamesa i produktionen af vindmøllevinger.

I første omgang vidste hun ikke meget om stillingen, men det betød ikke alverden.

- Jeg kan godt lide at udfordre mig selv, og jeg er meget nysgerrig på ny viden, forklarer Ninna Abildgaard.

Men hun fandt ud af, at hun ville mere end det, og da en kollega fortalte godt om kompositoperatør-uddannelsen, gik der ikke lang tid, før tanke blev til handling.

Ninna Abildgaard blev udlært i januar 2022 og er nu ansat i en af Siemens Gamesas udviklingsafdelinger. I tæt samarbejde med ingeniørerne udvikler og tester hun nye muligheder i produktionen af vindmøllevinger.

- Her har jeg mulighed for at bruge min krop og hænder, og samtidig er det en vigtig del af jobbet, at jeg forstår sammenhængen. At jeg ved, hvorfor jeg gør, som jeg gør, og om der er en nemmere måde at gøre det på.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...