Afføring er et tabu for især kvinder, men vores klummeskribent Mette Goddiksen er klar med et par vise ord

KLUMME: Jeg er lidt træt af at skulle være den, der kommer med dette stykke breaking news. Det gør intet godt for min sexappel. Omvendt føler jeg mig kaldet, og nogle gange må man tage én for holdet:​

Kvinder har afføring.​

Jeg har selv været ret hemmelighedsfuld omkring det. Da jeg mødte min mand, så havde jeg konstant forstoppelse, fordi jeg ville opretholde illusionen om, at der kun kom lyserøde hjerter ud af mig.​

Lavpunktet var klart, da jeg efter en løbetur gemte mig i en busk og gav slip på en ordentlig bunke lyserøde hjerter. Han sov jo oppe i min lejlighed, så jeg kunne ikke bruge toilettet der. Tænk, hvis han vågnede og skulle derud? Det var åbenbart værre, end hvis f.eks. viceværten greb mig i skovskiderstilling, for ham ville jeg jo ikke giftes med.​

Ægteskabet med min mand, ikke viceværten, har nu ti år på bagen, og min tarmfunktion er blevet sat fri under ansvar. Dog er vi endnu ikke nået dertil, hvor der er åben dør og hyggelige samtaler under seancen – og det er også godt det samme. I stedet kan man bruge tiden på at få ekspederet nogle likes på sociale medier.​

Overvej i grunden, hvor meget aktivitet på sociale medier, der er et direkte resultat af lange toiletbesøg. Det forklarer på en måde niveauet. Måske var det bedre i gamle dage, hvor man f.eks. læste bag på bøtten med toiletrens, hvis man havde glemt sin avis.​

Men hey. Det var et sidespring. Tilbage til sagens knoldede kerne: At afføring er tabu for især kvinder.​

Det mærker jeg på mig selv ved, at jeg har udviklet en decideret damage control-strategi, når jeg bruger toiletter på jobbet eller offentlige stedet. Og hør efter, kids, for det her lærer de jer ikke henne i skolen:​

Først tænder man vandhanen, da det dæmper lydene. Det er vanskeligt, når vandhanen har sådan en moderne tænd/sluk-sensor, hvis toilettet står langt væk fra vasken, men ro på.​

Du kan nemlig også lige folde toiletpapir sammen og lægge det over vandet i kummen. Det tager lige det værste plop. ​

Krisen kommer listende, hvis du skal bruge børsten. Hvorfor, HVORFOR har ingen opfundet en lyddæmper til dem? Det lyder altid helt vildt, når man trækker dem op af stativet. Man er busted, medmindre man bevæger sig som en ninja. ​

Krisen topper, når du kan høre det pusle udenfor: Der står én, der skal overtage din toiletkabine. Panikken breder sig. For det er ALTID chefen, flokkens alfahun eller én anden du gerne vil opretholde facaden overfor. Det ville ikke overraske mig, om jeg en dag åbnede, og derude – i en ram lugt - stod samtlige af de ekskærester, som havde slået op med mig i sin tid. ​

Det er fristende at gribe ud efter den der rose- eller lavendelspray, der står på hylden, men hold inde, keep cool: Lugten af vammel, kemisk english rose gør bare det hele værre. Lugten bliver endnu mere fæl. Toilettet kommer, når du prøver at camouflere din væmmelige gerning, til at lugte både af fæces og frygt. Det ønsker du ikke.​

På vej ud, i flugtsituationen, kan du vælge en benægtelsesstrategi og jovialt og indforstået begynde at vifte dig for næsen og sige: ”Hårh, hårh. Der har godt nok været én derinde før mig”. Jeg vil ikke anbefale det, da ingen tror på det. Heller ikke, hvis det virkelig ikke er dig. Reglen er, at ”Den som fisen lugte kan…” ​

Det er lidt ligesom dét dilemma, der er, når man overtager et toilet med streger i: Du kan lige så godt fjerne de streger, for det er lige så sikkert som amen i kirken og kål i forårsruller, at der er én, der skal overtage toilettet efter dig. Og ingen tror på, det ikke er dine streger. Toiletstreger har mange karaktermord eller unfair arbejdsfordelinger på samvittigheden, så fjern dem nu bare selv - please!​

Ikke flere WC-tricks herfra. Pas på jer selv derinde. ​

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...