Michael "Miv" Pedersen fra Restaurant Tabu, er en af dem, man kan møde til Madfestivalen. Privatfoto

Der er lækkerier i mange afskygninger, når nordjyske fødevareproducenter og restauranter sørger for god mad og underholdning midt i byen

AALBORG: Lørdag den 15. og søndag den 16. september vil Gammeltorv i Aalborg summe af liv, når Nordjyske fødevareproducenter og nogle af regionens bedste restauranter indtager pladsen med Østersbattle, kokkekonkurrence, fødevaremarked, pop-up restaurant, bar, dyrskue og food-trucks.

Der bliver virkelig noget at glæde sig til. I løbet af weekenden byder Nordjysk Madfestival på Østers Battle mellem flere af Nordjyllands bedste restauranter, markedsplads med madboder, foodtrucks, smagsprøver, bar, dyrskue samt konkurrence i Årets Grønt Ret hvor 10 af restauranterne deltager. Det er Nordjysk mad og turisme, som står bag. De kan beskrives som en paraplyorganisation for netværk, der har til formål at fremme kvalitet, oplevelser og bæredygtighed i mad og fødevareturisme i Nordjylland.

- Nordjylland har en unik madkultur med fantastiske råvarer og madoplevelser i topklasse. Det vil vi gerne fejre sammen med alle nordjyderne under Madfestivalen 2018. Jeg er rigtig stolt som formand over det engagement og fællesskab vores medlemmer har lagt i Madfestivalen. Vi håber, at alle der deltager får smagt på, hvad vi kan byde på, siger Lasse Frimand Jensen, formand for Nordjysk Mad og Turisme.

Et af de helt store tiltag, hvor publikum også kan få indflydelse, bliver Østers Battle.

Her får gæsterne mulighed for at smage 5 unikke retter med tilberedte østers, kreeret af 5 restauranter fra netværket Nordjyske Restauranter. Hver ret skal bedømmes, og her tæller gæsternes stemmer. Når man køber en billet, får man ved ankomst til madfestivalen udleveret et hæfte med opskrifterne på de tilberedte østers, samt en stemmeseddel, hvor man får mulighed for at stemme på din favorit østers ret!

Gæsterne har mulighed for at smage og bedømme alle 5 lækre tilberedte østersretter ved at købe en billet til 150 kr. pr person inkl. Vinmenu.

Under madfestivalen vil der være underholdning for børnene, og de har selvfølgelig også mulighed for at smage de tilberedte østers. Der er sørget for en østers-børnemenu bestående af 2 tilberedte østers retter inkl. drikkevarer til 50 kr. Per barn.

Børnemenuen laves af Horne Efterskoles Foodlab linje.

Restauranterne der leverer de tilberedte Østers retter er:

- Restaurant Applaus

- nam

- Strandhotellet Blokhus

- Restaurant Essens

- Hjorths Hotel

Selve markedspladsen består af Pop-up restauranter fra nogle af de mest populære i Aalborg og i Nordjylland. BoxTown har en Foodtruck, og der kommer også en Nordjysk Bar med en stærkt sammensat trio i cocktailrestauranten Studie 4, Nordisk Brænderi og Guldbæk Vingård.

Lækre smagsprøver fra de bedste restauranter

Derudover er steder som BUSK Økologi, Egholm Folkefarm og Bøgebæk Økologi (æg) repræsenteret. På markedspladsen får man mulighed for at købe lækker mad og drikke samt få smagsprøver af de lækre nordjyske råvarer fra de lokale producenter.

Der kommer som nævnt også et regulært dyrskue på Gl. Torv, hvilket hører blandt sjældenhederne så centralt i en storby som Aalborg. Her kan man blandt andet få lov til at fodre dyrene.

Det bliver desuden ret specielt, når eksempelvis Frilandsgrise fra det kendte Rosenbeck Frilandskød kommer helt ind i Aalborgs midtby, og man kan på tætteste hold se og høre om de forhold, som deres grise lever under.

Kulminerer med kokkekonkurrence

Hele Nordjysk Madfestival kulminerer om søndagen med den store prestigefyldte kokkekonkurrence Årets Grønt Ret.

Her dyster 10 af Nordjyllands bedste restauranter i Årets Grønt Ret 2018, hvor 90 procent af tallerkenen skal bestå af grøntsager og kun 10 procent af andet, f.eks. protein!

Kokkene går i gang kl. 11:30, og den første restaurant skal servere første ret kl. 13:00. Herefter skal der serveres en ret hvert tiende minut.

Køkkenerne er opstillet så alle har mulighed for at se på og følge med i hvordan kokkene tilbereder deres ret. Til at bedømme retterne er der fundet et professionelt dommerpanel, som vil give alle retterne point. Kl. 15:15 er der præmieoverrækkelse til vinderen.

Det fulde program for Nordjysk Madfestival 2018:

Lørdag 15. september

Kl. 11:00 - 16:00 - Markedspladsen og dyrskue er åben

Kl. 11:00 - Officiel åbning

Kl. 11:30 - 14:30 - Østers Battle

Kl. 15:00 - Præmieoverrækkelse Østers Battle

Søndag 16. september

Kl. 11:00 - 15.30 - Markedspladsen og dyrskue er åben

Kl. 11:30 - 15.00 - Kokkekonkurrence - Årets Grønt Ret 2018

Kl. 15.15 - Præmieoverrækkelse Årets Grønt Ret 2018

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...