
Nordjysk robot tager opvasken i længe ventet tv-serie
Det er ikke kun skuespillere af kød og blod, som udgør castet i ny serie. En nordjysk robot er nemlig på rollelisten
Lars von Triers "Riget Exodus" har været ventet i lang tid, og søndag den 9. oktober fik de to første afsnit premiere på Viaplay. Og det skete med et særligt nordjysk islæt.
Robotten BOB 2.0, som udgør den ene halvdel af Rigshospitalets nye opvaskeduo, har nemlig til dagligt hjemme på Aalborg Universitet.

Til industri
Robotten, som er af typen Franka Emika Panda, er oprindeligt skabt til industriel brug. Det fortæller adjunkt ved Institut for Materialer og Produktion på Aalborg Universitet Casper Schou, som har været med til at gøre robotten klar til det store lærred.
- Det er en robotarm, som så mange robotarme. Det vil sige, at det er en robot, der kan bevæge et værktøj rundt i rummet i seks frihedsgrader. Man kan få en robotarm til at lave næsten hvad som helst, alt efter hvilket værktøj man giver den, siger Casper Schou og fortsætter:
- Den, der er brugt, har en parallelgriber med to fingre. Det betyder, at den kan lave alle mulige opgaver, hvor der skal gribes noget.
Det eneste der adskiller robotten i serien fra en, som står på en fabrik, er de to lysende øjne, som er påmonteret.
Faldt for den hvide
Forskerne fra Aalborg Universitet blev involveret, da de blev kontaktet af produktionsselskabet Zentropa med en forespørgsel på en robot, som skulle agere opvasker i serien.
- Der kom en rekvisitør fra Zentropa til Aalborg, som var med ude i vores lab og se vores robotter. Han kom selvfølgelig med et billede af, hvordan robotten skulle se ud for at passe ind i serien. Han faldt ret hurtigt for den her hvide robot, som er med, lyder det fra Casper Schou.

Det har været en anderledes opgave for Casper Schou og hans kolleger at arbejde med robotten.
- Det har været vildt interessant, fordi vi er vant til at løse industrielle opgaver. Opgaver hvor det skal være effektivt, nøjagtigt og præcist. Her arbejder vi sammen med kreative mennesker, og pludselig er der fokus på, hvordan robotten bevæger sig, og hvordan det ser det ud, når robotten bevæger sig, siger han.
Ny opvaskeduo
I de første to sæsoner af 'Riget', som løb over de danske fjernsynsskærme i 90'erne, blev opvaskeduoen udgjort af Vita Jensen og Morten Rotne Leffers. I 'Riget Exodus' består duoen ud over BOB 2.0 af Jesper Sørensen, som blandt andet er kendt fra dokumentaren “Drengen i den gamle krop”.
Selvom robotten nu har fået sin debut som skuespiller, betyder det ikke, at den får lov at forsømme sine pligter i Aalborg. Den er nemlig tilbage på universitet og klar til atter at indgå i forskning.
