Normal åbner ny, kæmpe butik i gågaden - her er adressen
Du kan glæde dig til, at det bliver med kaffebar
AALBORG: Det er en af de store åbninger, du allerede nu kan begynde at glæde dig til, for en helt ny Normal slår dørene op i gågaden til efteråret.
Og det bliver en af kædens største butikker herhjemme - endda med kaffebar, som vi ellers kun kender det fra Aarhus.

Lars Bjerring, der er country manager, ser frem til åbningen.
- Vi er glade for Aalborg, og Aalborg er glad for os. Vi er et godt match, og for mig er det en stor ting, at vi nu åbner vores anden butik med kaffebar her, siger han.
- Den er en tilføjelse, som vi synes, giver mening og passer godt ind, for vi ligger i et område med meget shopping og en god gennemstrømning af kunder. Kaffebaren giver endnu flere gode oplevelser for billige penge. Når vi så samtidig får de her dejlige lokaler, så er det helt perfekt.

Når dørene bliver slået op til den nye butik, bliver det markeret med en fest: Kunderne kan se frem til sjove events, konkurrencer, giveaways - og masser af god stemning, lyder det fra butikskæden.
- Normal i Algade er en af vores allerstørste butikker med flest podier og mest plads at lege på. Så vi glæder os rigtig meget til at byde kunderne velkommen, siger Lars Bjerring.
Den nye butik får adressen Algade 19 i stueplan, mens der bliver lager og kontorer på førstesalen.,
Når butikken er åbnet i løbet af efteråret, lukker Normal i Slotsgade efterfølgende. Personalet derfra flytter med i den nye forretning.
Du finder også Normal i Friis Shoppingcenter, i Bispensgade og i Aalborg Storcenter.
FAKTA:
Normal har mere end 100 danske butikker.
· Blandt varerne finder man hårpleje, hudpleje, husholdningsartikler, kosmetik, konfekture, drikkevarer mm.
· Udvalget omfatter mere end 4.000 varenumre, og der er altid et stort fast sortiment af varer. Derudover suppleres der løbende med nye produkter.
· Normal åbnede sin første danske butik i april 2013.
· I dag består kæden af mere end 380 butikker i 6 lande.
· Kæden forventer at åbne flere butikker i Danmark i de kommende år.