Her er hemmeligheden bag den lækre spise

AALBORG: I Norge hedder den fattigmann, hvilket slet ikke stemmer overens med den ypperlige spise, den er. I Danmark kender og elsker vi den under navnet norske klejner, og hos Othello Bageriet i Christiansgade er de blevet et stort hit.

Her på Aalborg:nu satte vi os naturligvis for at undersøge, hvad hemmeligheden bag dem er og naturligvis selv at prøvespise dem. Det skulle vise sig at være en udfordrende opgave, da vi flere gange måtte gå forgæves. Klejnerne var nemlig udsolgt, de gange den udsendte reporter gik til opgaven med god appetit.

Heldigvis endte endte det ene forgæves besøg dog med, at der blev købt de traditionelle danske klejner. Dette skulle hurtigt vise sig at være et særdeles lækkert bekendtskab, som kun kan anbefales. De var stadigvæk lune og bløde.

Men tilbage til den norske klejne. Denne bløde sag der er iklædt den klædelige citronglasur, der forkæler ganen og smagsløgene.

Niels Skovmand
Der var godt gang i produktionen i bageriet. Foto: Niels Skovmand

Vi listede os ud i troldmandens værksted for at få opklaret mysteriet om hvad der gør dem så attraktive. Der blev vi mødt af de ihærdige bagere. Her mente det arbejdende folk ikke, at svaret skulle findes i selve opskriften, det skulle findes et helt andet sted.

- Vi koger klejnerne flere gange om dagen. En gang til morgen og igen senere på formiddagen. Så er de altid friske. Vores klejner skal ikke pakkes i kasser, og den eneste transport, de bliver udsat for, er turen fra kogekaret til fadende, lyder det stolt fra bageriet.

Hvordan smager de så? Det eksemplar som skulle testspises var dejlig blød og med den tilpasse mængde glasur, der udløste en symfonisk smagsoplevelse. Den norske klejne har altid været undertegnedes klare favorit, men efter også at have smagt bageriets traditionelle klejner er det svært at kåre en vinder.

På vej ud af bageriet sneg der sig også lige en smagsprøve af deres honningkage med. Dens bløde konsistens, den krydrede smag og med en tilpas mængde creme, fjernede alle minder om triste og tørre honningkager.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...