Nu kan du igen gå en tur i alt det grønne i zoo. Arkivfoto: Henrik Bo
Livet her

Nu kan du igen komme i Aalborg Zoo

Direktør glæder sig til at se gæster til en lidt anderledes zoooplevelse

21. april 2020 kl. 10:36
Opdateret kl. 11:37

AALBORG: Nu kan du igen se frem til en tur i Aalborg Zoo.

Landets fire største zoologiske haver og dyreparker genåbner nemlig 1. maj - og herunder altså også Aalborg Zoo.

- Det bliver virkelig dejligt. Det har været meget mærkeligt at gå og gøre parken klar uden gæster, siger direktør Henrik Johansen.

Beslutningen om igen at byde gæster indenfor er truffet efter, at Rigspolitiets retningslinjer er blevet opdateret. Her lyder det blandt andet, at zoologiske haver, safariparker og forlystelsesparker igen må holde åbent, og at det igen er tilladt at besøge dem, så længe sundhedsmyndighedernes krav og anbefalinger overholdes.

Udover Aalborg Zoo må også de zoologiske haver i Givskud, Odense og København også åbne. Foto: Aalborg Zoo

Og det bliver da også en lidt anderledes zoo-oplevelse, vi har i vente.

- Man kan sige, at det blive en noget mere guidet tur. Vi kommer til at lave ensretning flere steder i parken, og der vil også blive sat hegn op steder for at undgå, at gæsterne klumper sammen, fortæller han og tilføjer:

- Vi har en del logistik, vi skal have styr på nu. Og det er derfor, at vi er blevet enige om med de andre zoologiske haver at åbne samlet 1. maj, siger Henrik Johansen.

Zoo tæller antallet af gæster, der går ind og antallet der tilsvarende går ud for at have styr på, at det går forsvarligt for sig.

For selv om parken råder over rigtig meget plads, vil man alligevel gerne holde lidt øje med, hvor mange, der er inde ad gangen.

- Vi har erfaring med, hvor folk traditionelt vil samles, og det forsøger vi så at undgå sker, siger han.

Zoo-direktøren opfordrer samtidig til, at gæster i haven tænker sig om og overholder myndighedernes generelle retningslinjer.

- Det er også mit private indtryk, at folk gør det, og at det bliver taget alvorligt, siger han.

Aalborg Zoo har haft lukket siden 18. marts. Det er i øvrigt første gang siden 1935, at haven har været lukket i en længere periode.

Annonceret indhold

Nyeste