Da hans søster spurgte, om han ville færdiggøre skolen eller tage til Danmark, var han ikke i tvivl

AALBORG: Emmanuele De Amici har sammen med familie og venner brugt den seneste måned på at forvandle lokalerne på Nørregade 14 til et italiensk mad- og spisested.

Fredag 13. maj slår han og familien De Amici endelig dørene op til deres nye sted, Pizzeria De Amicis.

Selvom lokalerne ikke er helt færdigindrettet endnu, så skal maden, atmosfæren og udsmykningen være med til at bringe gæsterne direkte til Italien.

- Lydkulissen i restauranten vil bestå af afdæmpet, klassisk italiensk musik, mens interiøret og billeder af en pizzaspisende Sophia Loren skal bringe gæsterne helt ind i den italienske atmosfære, siger Emmanuele.

Her kan du få de velkendte pizzaer, som familien også solgte på Aalborg Streetfood, men andre produkter er også kommet på menukortet. Sammen med familien har han nemlig udvidet menukortet, så det nu også består af italienske sandwiches, desserter og is.

Specielt isen er noget at glæde sig til.

- Vi får alle råvarerne hjem fra Italien og producerer isen i vores egne lokaler. De består af 60 procents frugt, chokolade eller nødder, og det er der ingen tvivl om, når man smager den, siger Emmanuele.

- Det er dog lidt en kunstart at producere is. Hvis du begår den mindste fejl, ender produktionen i en katastrofe, griner han.

Frederik Marcus Overgaard og Claus  Søndberg
En af de helt store årsager til, at Emmanuele og familien flyttede fra Street Food, var ønsket om at lave mere end bare pizza. Nu skal der sælges alt fra is og sandwiches til desserter og vin - alt med italiensk ophav. Foto: Claus Søndberg

Italien transporteres til Danmark

Der er ingen tvivl om, at de italienske råvarer og det italienske køkken fylder meget for Emmanuele.

Det er der heller ikke noget at sige til. Hans far har arbejdet med pizza i omtrent 40 år, mens han selv husker at have arbejdet med pizza siden 6-års alderen. Siden da har han arbejdet med alle slags mad.

Derfor har han et stort netværk af venner og bekendte fra sin tid i Italien, der arbejder med eller producerer råvarer. Det kommer ham til gode, når der skal bestilles råvarer hjem, fortæller han.

- Vi ved, hvad vi får. Kvaliteten er i top, og det er fuldstændig italiensk, siger han og fremhæver, hvordan pizza menuen drager fordel af netværket.

- Vi fortsætter med de 10 pizzaer, som vi havde på menuen på Street Food. Derudover vil vi hver måned have månedens pizza, som bliver udvalgt på baggrund af de råvarer, som er allerbedst fra måned til måned, blandt mit netværk i Italien.

Frederik Marcus Overgaard og Claus  Søndberg
De gamle lokaler har betydet, at en ægte stenovn ikke kunne komme på tale. Familien har dog fundet et tilsvarende alternativ. Foto: Claus Søndberg

Danmark et nemt tilvalg

Det er efterhånden mange år siden, at den nu 23-årige Emmanuele satte sine fødder på dansk grund for første gang. Familien stammer fra Abruzzo-regionen i Italien, hvor italieneren havde sin opvækst i et mindre samfund oppe i bjergene.

Hans søster havde i et års tid studeret i København. Da hun vendte hjem til Italien på sommerferie, hvor hun spurgte sin bror, Emmanuele, om han ville færdiggøre sin uddannelse i hjemlandet eller tage med hende til København.

- Det tog mig ikke lang tid at vælge uddannelsen fra, siger Emmanuele.

- Til gengæld tog det lang tid at komme til Danmark. Vi valgte at rejse i vores foodtruck, som vi havde brugt til at tilberede og servere pizzaer på festivaler og lignende. Det tog seks dage at komme fra Italien til København.

Frederik Marcus Overgaard og Claus  Søndberg
En italiensk detalje er måden, hvorpå Emmanuele udskærer sin pizza. Den skal deles i kvarte. Foto: Claus Søndberg

Corona ødelagde næsten alt

Med kurs mod Danmark havde familien også kurs mod en god forretning.

De begyndte forretningseventyret på Reffen i København, der er en pendant til den aalborgensiske Street Food.

Efter noget tid rykkede de konceptet til Lyngby Storcenter. Her varede lykken dog kort, da pandemien indtraf og satte en kæp i hjulet på pizzeriaets økonomi.

- Vi tabte alt, hvad vi havde bygget op. Det ødelagde os, siger Emmanuele.

Frederik Marcus Overgaard og Claus  Søndberg
Hvis der er noget, som er vigtigt for Emmanuele, er det pizzadejen, som også bliver anvendt til blandt andet sandwiches. Den skal være frisk og ikke fryses ned. Foto: Claus Søndberg

Mens familien slikkede sårene, dukkede en ny mulighed op på Aalborg Streetfood. Efter at have set hinanden i øjnene, besluttede familien sig for at tage chancen.

Det fortryder de på ingen måde i dag. Samtidig er familien meget begejstret for Aalborg, der for dem er en positiv kontrast til storbyen København.

- Når man kommer fra en tilværelse i bjergene, kan det godt føles som noget af en omvæltning at flytte til København. Her i Aalborg har vi fundet det, vi søger, siger Emmanuele.

Det kan pizza- og italienskelskende aalborgensere nu glæde sig over. Det italienske spisested slår dørene op på Nørregade 14, fredag 13. maj.

Frederik Marcus Overgaard og Claus  Søndberg
Hjemmelavet, italiensk is. De Amicis satser på at kunne bringe ud til festlige begivenheder som fødselsdage og konfirmationer. Foto: Claus Søndberg
Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...