
Nu åbner en ny fiskebutik i Aalborg
Du kan både købe take-away, røget fisk og friske fisk i den nye butik
AALBORG: Var du meget nedtrykt, da Fisk og Ost sagde "farvel og tak" tidligere på året, og nærmest skuffet, da vi meddelte, at det bliver en ny kaffebar og ikke en fiskehandler, der fremover kommer til at fylde lokalerne ud?
Så er der godt nyt. For nu åbner der nemlig en helt ny fiskebutik et andet sted i Aalborg.
Det er Ina Grønhøj, der står bag, og hun glæder sig til at lange fisk over disken hos Fiskerinden på Urbansgade 26 fra fredag 1. april.
- Jeg så ligesom et hul i markedet. Det giver da ikke mening, at Aalborg ikke skal have en fiskebutik, for der er jo så meget fokus på at spise sundt og godt, at spise friske råvarer og så er der mange, der fravælger oksekød og svinekød på grund af miljøet, forklarer hun.
Fisketapas, stjerneskud og fish'n'chips
Selvom hun ikke tidligere har solgt fisk, og ikke er uddannet fiskehandler, så har hun fået fat i nogle gode leverandører i Hirtshals, som ved hvad de laver, når de håndfileterer, transporterer og udvælger fiskene. Det giver hende mulighed for at koncentrere sig om anretningerne.
- Der kommer til at være fisketapas, stjerneskud, sandwich til frokost og til sommer vil jeg gerne lave fish and chips, som man kan gå og spise fra et kræmmerhus, fortæller hun.
Hun håber, at Aalborg tager godt imod den nye fiskebutik, og selvom hun ikke kan love den ekspertviden, man måske forventer af en fiskehandler, så lover hun, at hun nok skal finde svar på de spørgsmål, kunderne har.
- Jeg har heldigvis en god kontakt til mine forhandlere, som kan hjælpe med at svare på spørgsmål. Og så får jeg leveret fra dag til dag, så der er også mulighed for at bestille en hel fisk hjem - eller hvis der er noget mere specifikt, man skal bruge, siger hun.
Er du også begejstret for at høre, at Aalborg får en spritny fiskebutik? Så stik da lige forbi Ina Grønhøj og giv hende en high five og en god start, når butikken åbner 1. april.