Og fra næste uge kan du også få lavet testen i Nørresundby

AALBORG: Smitten med covid-19 stiger i øjeblikket, og det betyder, at flere teststeder åbner igen.

Fra på fredag - 12. november - kan du igen få lavet en PCR-test i Vejgaard Bymidte 8. Åbningstiden er 9-17 alle ugens dage - og du skal være opmærksom på, at det er med tidsbestilling.

Derudover kan du også som hidtil få lavet en PCR-test ved Sygehus Syd, her kan du indtil videre møde op både med og uden tidsbestilling - vær dog opmærksom på, at personer der har bestilt tid kommer til først.

- Derudover kan vi fortælle, at vi åbner et PCR-teststed i Nørresundby i næste uge. Den endelige placering er dog ikke helt på plads endnu, fortæller Jacob Bertramsen, der er kontorchef i Sundhedsplanlægning i Region Nordjylland.

- Når vi har fået teststederne i Vejgaard og Nørresundby i gang, vil vi gå ind og vurdere, om PCR-teststedet ved Sygehus Syd fremover også kun skal være med tidsbestilling.

Indtil videre er det ikke nødvendigt, men opfordringen fra regionen er dog, at du bestiller tid, så du ikke kommer til at vente længere end højst nødvendigt.

Behovet for coronatest har også ført til, at du nu igen kan få lavet en hurtigtest på Gammeltorv i midtbyen.

Du finder mere info om teststeder, tidsbestilling og åbningstider her på Region Nordjyllands hjemmeside.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...