De sidste forberedelser er i gang, inden dørene bliver slået op på Eternitten torsdag

AALBORG: Nu er der ikke lang tid til; GAME Streetmekka slår dørene op på Kridtsløjfen torsdag eftermiddag.

Og man er i fuld gang med forberedelserne i den gamle industrihal, der bliver forvandlet til et nyt gadeidræts- og kulturhus, hvor man allerede på åbningsdagen blandt andet kan prøve gadefodbold, streetbasket, parkour, street art og meget mere.

Tina Larsen og Bent Bach (foto)
En stor klatrevæg kan man prøve kræfter med.

At gøre en forskel

- Det er en travl men fed proces i øjeblikket. Der er stadig nogle løse ender, tør jeg godt afsløre, men jeg lover, at vi bliver helt klar til at byde alle velkommen på torsdag. Vi har netop fået sammensat et top-motiveret team der fremover er at finde i vores reception og på asfalten, siger daglig leder Anja Lyngsø.

- GAME Streetmekka Aalborg kommer til at danne rammen om et inkluderende fællesskab på tværs af kultur, alder og baggrund, og det er virkelig noget helt særligt. Teamet og jeg ser frem til at møde aalborgenserne og står klar med åbne arme og high fives. Vi glæder os.

Hun er ikke i tvivl om, hvad hun især ser frem til.

- Den grundlæggende tanke bag huset er jo at skabe et tilgængeligt og fleksibelt tilbud til alle, som vil dyrke den selvorganiserede gadeidræt. Så jeg ser selvfølgelig allermest frem til at være med til at få flere børn og unge i bevægelse gennem gadeidræt og være med til at gøre en forskel for Aalborgs børn og unge, siger Anja Lyngsø.

Tina Larsen og Bent Bach (foto)
Street art er en del af GAME Streetmekka Aalborg.

En ny legeplads

Og hvad skal brugerne få ud af at besøge GAME Streetmekka?

- Huset skal danne rammen om positive fællesskaber. Et sted hvor bevægelse bliver sjovt, og et sted hvor man kan dyrke gadeidrætten og gadekulturen. Og man kan bevæge sig, eller man kan lade være. For her er plads til alle, og vi har sørget for loungeområder til dem der bare gerne vil starte med at kigge på, siger Anja Lyngsø.

GAME Streetmekka Aalborg åbner torsdag 15. februar klokken 15 på Kridtsløjfen 10, der er officiel åbning af huset med taler fra klokken 16.

- Vi håber og tror, at Aalborg vil tage godt imod os - vi er i hvert fald klar til at tage imod Aalborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...