Det hele er hjemmelavet og gourmet, fortæller ejeren, der vil opgradere den kendte hotdog

AALBORG: Er du allerede vild med hotdogs? Så kan smagsoplevelsen meget vel blive taget til nye højder hos byens nye spisested, der serverer - netop hotdogs.

Tina Larsen
Værsgo' - en hotdog med en frisk chili på toppen. Privatfoto

- Vi opgraderer vores hotdog i forhold til det, man ser andre steder, og gør det til gourmet, siger Gøkmen Yigen. Han ejer Dane-Dog, der åbner sit køkken hos Aalborg Streetfood i morgen, fredag.

- Vi går op i kvalitet, og alt er hjemmelavet - vores dressinger, tilbehør osv. Og vores pølser kommer fra danske producenter i Hjallerup og Tranum.

På toppen er det heller ikke lige ristede løg og agurkesalat, der springer i øjnene. I stedet finder du for eksempel chili og lime.

Udover hotdogs er der også sandwich i den nye madbod. De er lavet efter konceptet Philly Cheese med blandt andet tyndtskåret oksekød, bløde løg, ost og hjemmelavet dressing.

Noget du dog ikke finder hos Dane-Dog er pommes frites.

- I stedet laver vi brasede kartofler med rodfrugter, peber og løg. Også for at gøre noget anderledes, siger Gøkmen Yigen.

Tina Larsen
Privatfoto

Indehaveren står i forvejen bag Spor 1 ved banegården, og han har de seneste 30 år arbejdet i madbranchen. Og det er lysten til at prøve noget nyt, der nu fører ham til streetfood.

- Her er hyggeligt, og jeg kan godt lide at være her. Det er et dejligt sted, hvor man mødes med sine venner, siger Gøkmen Yigen.

- Her i Streetfood skal jeg samarbejde med min storebror Mustafa, og vi glæder os meget til at åbne og møde gæsterne.

Dane-Dog åbner hos Aalborg Streetfood i morgen, fredag 20. maj, klokken 17.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Annonceret indhold
Henter...