Det bliver fejret med masser af tilbud - se her hvornår

AALBORG: Nu kan du snart handle hos Skoringen i Bredegade igen, efter butikken har gennemgået en større modernisering og ombygning.

På torsdag 21. marts byder personalet kunderne indenfor i forretningen, der har været lukket i tre uger.

I øjeblikket bliver der arbejdet på højtryk, for at gøre butikken klar.

Og Brian Tøttrup, der ejer Skoringen sammen med sin hustru Henriette Tøttrup, ser frem til at præsentere de nye rammer.

- Skoringen holder til i en gammel bygning, og en del af renoveringen er nyt inventar, så vi kommer til at kunne præsentere vores varer bedre end tidligere, siger han og uddyber, at der også vil være flere mærkevarer end tidligere.

- Det skal være en god oplevelse at være kunde i Skoringen, og derfor vil det også være muligt at få en kop kaffe. Det er vigtigt for os at vise, at vi påskønner vores kunder.

Skoringen har i forvejen en webshop, og Brian Tøttrup er meget opmærksom på, hvad der skal kendetegne den fysiske butik.

- Det handler om service og faglighed, og vi har et meget kompetent personale.

Genåbningen bliver fejret med masser af tilbud til især de yngste, da den falder sammen med Børnenes Dag - en tilbagevendende begivenhed der løber over flere dage og også byder på fest og farver i børnehøjde.

Udover butikken i Bredegade ejer Brian og Henriette Tøttrup også Skoringen i Aalborg Storcenter samt butikker i Skive og i Viborg.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...