De populære blomsterkummer er tilbage - læs her hvad du kan se frem dig til

AALBORG: Har du mon allerede set dem? Årstiden skifter, og det samme gør planterne i de populære blomsterkummer, der i øjeblikket skyder op med nye farver i midtbyen og Nørresundby.

Udsmykningen er efterhånden en tradition der tiltrækker sig stor opmærksomhed i bybilledet, og i dag, tirsdag, gik Aalborg Kommune i gang med at stille de første kummer med efterårsplanter op.

Tina Larsen
Planterne er sammensat i forskellige kombinationer. Foto: Claus Søndberg

- Vi har valgt tre forskellige farver af knoplyng, sølvtråd og pyntekål i to farver, og så har vi mikset det sammen i forskellige kombinationer, siger gartner Thorkild O. Christensen.

- Vi har valgt dem, fordi de er de efterårsplanter, der holder i længst tid og generelt kan tåle frost.

I alt er der brugt omkring 4500 planter denne gang, og Thorkild O. Christensen er ikke i tvivl om, hvad de kan.

- Vi har mange, store pladser med grå fliser, og her er vores pynt med til at give farve. Vi lægger stor vægt på at bruge sæsonens planter, siger han, der får mange positive kommentarer om blomsterkummerne.

Tina Larsen
Omkring 65 blomsterkummer bliver stillet op den kommende tid. Foto: Claus Søndberg

- Og fordi vi skifter indhold, så det passer til årstiden og samtidig bruger store kummer, så giver den samlede volumen også en wow-effekt.

Her i efteråret bliver der stillet omkring 65 blomsterkummer op, hovedsagligt i Aalborg og Nørresundby. Om sommeren er det lidt mere end det dobbelte, da de også står i blandt andet turistområder.

Indholdet skifter igen mod slutningen af året, hvor man med brug af fyrtoppe laver en grøn kumme op mod jul.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...