AaB lancerer ny velgørenhedstrøje, denne gang støtter salget økonomisk trængte børnefamilier

AALBORG: Så er den klar til salg; superligaklubben AaB står for tredje gang bag en velgørenhedstrøje, hvor 100 kroner for hver solgt trøje går til et godt formål.

Årets udgave af velgørenhedstrøjen lanceres med henblik på at støtte Gestus Nord, hvis formål er at yde hjælp til økonomisk trængte børnefamilier i Nordjylland.

Initiativet er en del af AaB’s faste CSR-projekt, Hele Nordjyllands Håndsrækning, hvor man siden foråret 2015 halvårligt har doneret en krone pr. tilskuer til hjemmekampe på Aalborg Portland Park til et velgørende formål. Projektet blev i 2017 udvidet med støtte fra Spar Nord Fonden, således er der siden blevet doneret to kroner pr. tilskuer. Denne donation går i foråret 2019 til foreningen Skyggebørn.

Hele Nordjyllands Håndsrækning blev i 2017 også udbygget med lanceringen af den første velgørenhedstrøje, der resulterede i en donation på 90.000 kroner til Veteran Oasen fra AaB, Spar Nord og hummel. I 2018 fulgte en donation til AaB Support Club på 38.400 kroner for salget af den anden velgørenhedstrøje.

Trøjen lanceres i samarbejde med hovedsponsor Spar Nord og beklædningssponsor hummel, og det er AaBs fans, der har stemt om designet.

AaB er første gang iklædt velgørenhedsdragten på lørdag på udebane mod Vendsyssel FF, og allerede nu kan man bestille sit eget eksemplar i AaB’s webshop.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...